L 147 Lov om hovedlandevejsstrækningen Løgten-Tåstrup

Af: Minister for offentlige arbejder Jens Risgaard Knudsen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 245 af 27-05-1981
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Ifølge lovens § 1 bemyndiges ministeren for offentlige arbejder til som hovedlandevej med de fornødne tilslutninger til det eksisterende vejnet at lade anlægge en vejstrækning i forlængelse af motorvejen Skødstrup-Løgten fra hovedlandevej 401 (A 15), Århus-Grenå, ved Løgten, nord om Rønde til hovedlandevej 401 ved Tåstrup, øst for tilslutningen af hovedlandevej 413, Tåstrup-Ebeltoft Færgehavn.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at strækningen udføres i den tidligere planlagte motorvejslinie som en 2-sporet, facadeløs vej med skæringer ude af niveau med eksisterende veje og forbeholdt motorkøretøjer (motortrafikvej).

I udvalgets betænkning anføres, at et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets og socialistisk folkepartis medlemmer) har mærket sig ministeren for offentlige arbejders udtalelse ved 1. behandlingen af lovforslaget vedrørende en kommende motortrafikvej mellem Handest og Sønderup. Flertallet anmoder ministeren om at fastholde den i projekteringsloven af 1965 hjemlede igangsætning af skitseprojekteringen i løbet af 2 år, således at lovforslaget om anlæg af den nævnte strækning fremsættes for folketinget i 1985.

Et andet flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer) anfører i betænkningen, at man ligeledes har mærket sig ministeren for offentlige arbejders udtalelser under 1. behandlingen af lovforslaget vedrørende forlægning af hovedlandevej A 6 uden om Slangerup, og flertallet anmoder ministeren om hurtigst muligt at gennemføre projektering og anlæg af den nævnte strækning.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 136 stemmer mod 15 (FP). Ingen undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Niels V. Andersen (S), Svend Erik Hovmand (V), Svend Heiselberg (V), Leif Glensgård (FP), Henning Grove (KF), Margrete Auken (SF), Lone Dybkjær (RV), Niels Bollmann (CD), Christian Christensen (KrF) og Alfred Hansen (DR)