L 14 Lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 493 af 19-11-1980
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven, der er et led i regeringens erhvervsfremmende foranstaltninger, tilsigter at lette likviditeten for virksomheder, der som følge af eksport regelmæssigt har et negativt merværdiafgiftstilsvar. Ordningen indebærer, at disse virksomheder kan få udbetalt et beløb svarende til virksomhedens gennemsnitlige momstilgodehavende hos staten.

Endvidere kan virksomheder med særlig stort energiforbrug opnå månedsvis tilbagebetaling af energiafgifterne. Ordningen gælder kun for virksomheder, hvis energiafgifter overstiger 30.000 kr. årligt. For landbrugsvirksomheder, herunder væksthusgartnerier og fiskeri, er grænsen dog 15.000 kr. For yderligere at begrænse de administrative omkostninger ved ordningen kan månedvis tilbagebetaling kun ske for beløb på mindst 5.000 kr., som dog vil kunne omfatte energiafgifterne for flere måneder under ét.

Ved 1. behandlingen blev lovforslaget afvist af ordførerne for SF og VS, mens det fik tilslutning fra de øvrige partiers ordførere.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 122 stemmer mod 15 (SF og VS).
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Anders Christian Poulsen (V), Helge Dohrmann (FP), Lars P. Gammelgaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Niels Bollmann (CD) og Preben Wilhjelm (VS)