L 109 Lov om ændring af lov om realkreditinstitutter.

(Tilvejebringelse af egenfinansiering ved om- og tilbygningsarbejder m. v. ved eget arbejde).

Af: Boligminister Erling Olsen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 56 af 18-02-1981
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven, der trådte i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, åbnes der mulighed for, at ejere, der selv udfører dele af et om- og tilbygnings-, vedligeholdelses- eller opretningsarbejde, kan tilvejebringe den del af finansieringen, der ikke kan lånes i realkreditinstituttet, helt eller delvis ved eget arbejde.

Det sker ved til låneudmålingsgrundlaget (de afholdte, rimelige udgifter) at lægge værdien af det præsterede eget arbejde. Der kan herved medregnes et beløb, der svarer til en sædvanlig og rimelig udgift til betalt udførelse af et arbejde af den pågældende art, omfang og kvalitet. Af summen af de to beløb vil der efter fradrag af eventuel offentlig støtte kunne lånes 90 pct. Der vil dog aldrig kunne lånes mere end de faktisk afholdte udgifter med fradrag af eventuel offentlig støtte.

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 145 stemmer; 4 (VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Keld Andersen (KF), Ole Kalnæs (SF), Tage Dræbye (RV), Niels Bollmann (CD), Arne Bjerregaard (KrF), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Niels Mølgaard (DR)