L 10 Lov om statstilskud til forbedring og opretning af beboelsesejendomme

Af: Boligminister Erling Olsen (S)
Samling: 1980-81
Status: Stadfæstet
Lov nr. 460 af 05-11-1980
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Loven er et led i regeringens bestræbelser for at fremme beskæftigelsen i byggesekioren. Der er afsat 275 mill. kr. som tilskud til forbedring og opretning af beboelsesejendomme.

Lovens formål er at fremme iværksættelsen af forbedringsarbejder og større vedligeholdelsesarbejder i beboelsesejendomme. Dette formål søges opnået ved, at der efter loven kan ydes statstilskud i forbindelse med gennemførelsen af sådanne arbejder. Loven omfatter såvel udlejningsboliger som boliger, der bebos af ejeren.

Der ydes tilskud, når der foretages forbedring og opretning for mindst 10.000 kr. for hver bolig, som disse arbejder vedrører. Tilskuddet ydes med 10 pct. af de første 10.000 kr. pr. bolig òg med 25 pct. af udgifter derudover. Tilskuddet begrænses til at udgøre højst 6.000 kr. for hver bolig, hvilket indebærer, at der kan ydes tilskud til udgifter på indtil 30.000 kr. pr. bolig.

Lovforslaget fremsattes sammen med de nærmest foranstående sager: forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri, forslag til lov om ændring af lov om realkreditinstitutter, forslag til lov om ændring af lov om sanering, forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene, forslag til lov om tvungen administration af udlejningsejendomme, forslag til lov om ændring af lov om boligsikring, forslag til lov om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber og forslag til lov om statstilskud til energibesparende foranstaltninger i beboelsesejendomme.

Lovforslaget blev behandlet sammen med forslag til lov om statstilskud til energibesvarende foranstaltninger i boliger (se A.I. nr. 14).

Der var af et mindretal (SF) stillet 2 ændringsforslag i betænkningen. Begge blev nedstemt ved 2. behandlingen.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 80 stemmer imod 63 (V, KF, FP, SF, VS og DR).
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Anders Fogh Rasmussen (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Keld Andersen (KF), Ole Kalnæs (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Niels Bollmann (CD), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Niels Mølgaard (DR)