Ordføreren for forespørgerne (Gert Petersen (SF)) begrundede forespørgslen. Da spørgsmålet om stationering af fremmede styrker og placering af atomvåben på dansk jord måtte betragtes som væsentlige elementer af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, afgav udenrigsministeren (Kjeld Olesen) besvarelsen.
I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne, udenrigsministeren og forsvarsministeren (Poul Søgaard) - følgende ordførere for partierne: Lasse Budtz (S), Mette Madsen (V), Palle Simonsen (KF), Arentoft (FP), Bilgrav-Nielsen (RV), Erhard Jakobsen (CD), Steen Folke (VS), Poul H. Møller (KrF) og Ib Christensen (DR). Uden for ordførernes kreds talte Arnfast (CD) og Wilhjelm (VS).
Under forhandlingerne fremsatte Gert Petersen (SF) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1275):
»Idet folketinget bekræfter, at det - som udtalt i communiqueet fra udenrigspolitisk nævn den 8. april 1954 - er Danmarks holdning »ikke at modtage stationering af fremmede styrker i fredstid«, afviser folketinget enhver ændring eller udvanding af dette princip og tager afstand fra anlæg af militærdepoter tit fremmede flystyrker eller til opbevaring af svære våben for fremmede landstyrker eller andre nye NATO-depoter
og går dermed over til næste sag på dagsordenen.«
Bilgrav-Nielsen (RV) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1299):
»Folketinget opfordrer regeringen til snarest for folketinget at forelægge sit forslag til en ny forsvarsordning byggende på en uændret depot- og forstærkningspolitik.
Folketinget går derefter over til næste sag på dagsordenen.«
Ib Christensen (DR) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1321):
»Idet folketinget fastholder, at fremmede styrker ikke stationeres i Danmark i fredstid,
går tinget over til næste punkt på dagsordenen.«
Det af Gert Petersen (SF) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 20 (SF, RV og VS) stemte for, 121 imod; 5 (DR) stemte hverken for eller imod.
Det af Bilgrav-Nielsen (RV) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 8 (RV) stemte for, 121 imod; 19 (SF, VS og DR) stemte hverken for eller imod.
Det af Ib Christensen (DR) stillede dagsordensforslag forkastedes, idet 27 (SF, RV, VS og DR) stemte for, 121 imod.