Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes indenrigsministeren til i henhold til § 2, stk. 2, i lov nr. 114 af 21. marts 1979 om foranstaltninger mod smitsomme sygdomme at optage narkomani blandt de alment farlige sygdomme, der som liste A fremtræder som bilag til nævnte lov.

Om baggrunden for beslutningsforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger bl. a.:

»Narkomani kan defineres på samme måde som andre smitsomme sygdomme, idet det drejer sig om et virkende stof, der fænger i et disponibelt miljø. Det er på samme måde som f. eks. de sygdomme, der er bakteriebestemte, altså enkeltindivider eller en større gruppe kan bliver udsat for smitte med tuberkulose eller andre smitsomme sygdomme, men kun de, som er disponerede, bukker under for sygdommen, bliver syge, de andre går fri. Af den grund undlader man ikke at træffe forholdsregler imod tuberkulo- sesmitte, og man må også træffe forholdsregler imod smitte med narkomani og mod udbredelse af narkomani gennem yderligere smitte.

Efter forslagsstillernes opfattelse er narkomani en af de farligste sygdomme, som sundhedsmyndighederne har haft at bekæmpe siden koleraepidemien i 1853 og lungetuberkulosen i slutningen af forrige og begyndelsen af dette århundrede.

Forslagsstillerne tror derfor på nødvendigheden af, at der tages helt anderledes håndfast og kontant på tingene, end der er gjort tidligere. Det nytter ikke med jævnlige redegørelser om, hvorledes vi står. Det nytter ikke med pæne, almindelige ord om, at vi nu skal sætte kraftigere ind med forebyggelse og behandling. Det, man må gøre med en smitsom sygdom af så farlig karakter, er at føre den ind under epidemilovens liste A (se bilag 1). Forslagsstillerne finder også, at liste B kan være en mulighed (se bilag 1).

Betydningen af, at man får narkomani ind under epidemiloven, er den, at man kan foretage tvangsmæssige foranstaltninger for at hjælpe disse stakler ud af deres sygdom og forhindre, at sygdommen breder sig til andre mennesker i samfundet.«

Ved I. behandling fik beslutningsforslaget en overvejende afvisende modtagelse af såvel indenrigsministeren som de øvrige partiers ordførere.

Kommunaludvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.