Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
»Folketinget opfordrer regeringen til i samarbejde med indvandrernes organisationer at udarbejde en samlet indvandrerpolitik, som på det uddannelsespolitiske område følger nedenstående retningslinjer:
1) Alle indvandrerbørn over 4 år skal have tilbud om gratis ophold i en daginstitution. Til de institutioner, hvor der er indvandrerbørn, skal der tilknyttes voksne, der taler børnenes sprog.
2) I folkeskolens første klasser skal undervisningen af indvandrerbørn i vid udstrækning foregå på deres eget modersmål. Undervisning i hjemlandets kultur, sprog m. v. fastholdes hele vejen gennem systemet. Antallet af modersmålstimer forhøjes, gøres obligatorisk og lægges i den almindelige skoletid. Indvandrerbørnenes forældre skal have indflydelse på denne undervisning.
3) Der skal ske en koordinering af arbejdet på uddannelsesområdet mellem de statslige og kommunale myndigheder, således at statslige initiativer og direktiver ikke begrænser kommunernes initiativer, og således at der sikres en direkte sammenhæng mellem overordnede direktiver og indvandrernes behov for undervisning.
4) Indvandrerbørn og -unge bør sikres rimelig mulighed for fortsat skoleuddannelse og videregående uddannelse gennem særlige foranstaltninger.
5) Alle voksne indvandrere skal have et reelt tilbud om gratis danskundervisning. Denne undervisning bør organiseres af indvandrere for indvandrere. Så vidt muligt skal der også gives et tilbud om sprogundervisning i modersmålet, dels på grund af den værdi, dette i sig selv kan have, dels fordi det vil støtte indlæringen af dansk, at de pågældende ikke er analfabeter på deres eget sprog.«
I uddannelsesudvalgets beretning over forslaget udtalte et flertal bestående af udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer følgende:
»Et flertal (udvalget med undtagelse af fremskridtspartiets medlemmer) nærer et stærkt ønske gm, at der skal findes løsninger på en række af de problemer, som opstår i forbindelse med indvandrernes placering i det danske uddannelsessystem, såvel i undervisnings- som i social sammenhæng. Disse problemer vedrører især strukturen af modtagelsessystemet, modersmålsundervisningen samt lærernes uddannelse og efteruddannelse. Dertil kommer de voksne indvandreres mulighed i uddannelsessystemet, deres muligheder for at tilegne sig et brugbart sprog og sikre dem de reelle uddannelsestilbud.
Flertallet afventer materiale, som i næste folketingssamling kan danne baggrund for løsning af de mange problemer, som er blevet berørt, idet det ligger flertallet stærkt på sinde, at indvandrerne sikres en integration i vort samfund, som respekterer deres kulturelle særpræg.
Flertallet er bekendt med, at venstresocialisterne, som ikke har et medlem af udvalget, kan tilslutte sig disse synspunkter.«