L 97 Forslag til lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Lovforslaget er en genfremsættelse af et i samlingen 1978-79 fremsat forslag (se Folketingsårbogen 1978-79, side 315).

Formålet med lovforslaget er en gennemgribende forbrugerstyring af Danmarks Radio.

Det foreslås derfor, at en ny radiolov hjemler ret til oprettelse af en række forbrugerejede radio- og fjernsynsselskaber, organiseret på basis af foreningsmedlemskab, der får tildelt sendetid i forhold til antallet af kontingentbetalende medlemmer.

Danmarks Radio bevares, men hovedsagelig som et administrativt organ med enkelte produktionsmæssige opgaver samt som organ for hele den tekniske side af programproduktionen og programtransmissionen. De enkelte udsendelsesberettigede organisationer skal således benytte Danmarks Radios tekniske faciliteter.

Finansieringen tænkes fortsat at ske over licensen.

Ved 1. behandling blev lovforslaget behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed [af Flemming Jensen (KF) m. fl.] (se A.II., nr. 34).

Kulturudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Birte Weiss (S), Ole Espersen (S), Uffe Thorndahl (FP), Knud Øllgaard (V), Flemming Jensen (KF), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Janne Normann (RV), Arne Melchior (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Arne Bjerregaard (KrF)