L 93 Lov om ændring af lov om lærlingeforhold.

(Lærlinges retsstilling ved virksomheds overdragelse).

Af: Undervisningsminister Dorte Bennedsen (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 109 af 24-03-1980
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Ved loven ændres lærlingeloven således, at den bringes i overensstemmelse med loven om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, som samtidig forudsættes sat i kraft af arbejdsministeren for så vidt angår lærlinge og EFG-elever.

Loven indebærer, at erhververen af en virksomhed indtræder i bestående rettigheder og forpligtelser i henhold til aftaler om læreforhold i tilfælde af virksomhedsoverdragelse, forudsat at den pågældende opfylder visse krav om habilitet og vandel, som er fastsat i lærlingelovens § 2, og at lærlingelovens krav i øvrigt er opfyldt. Ved anmeldelse til arbejdsformidlingen af virksomhedsoverdragelsen påses, at betingelserne er opfyldt. Påtegning på aftalen om, at betingelserne er opfyldt, anses for godkendelse i henhold til loven om virksomhedsoverdragelse.

Om baggrunden for og formålet med lovforslaget anførte undervisningsministeren følgende i den skriftlige fremsættelsestale:

»Forslaget til ændring af lærlingeloven er en konsekvens af lov nr. 111 af 21. marts 1979 om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Formålet med lovforslaget er, i den udstrækning det er muligt under hensyn til reglerne om aftaler om læreforhold, at give lærlingene samme retsstilling ved virksomhedsoverdragelse som andre lønmodtagere.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 105 stemmer mod 22 (FP og DR), medens 5 (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Søren Nørgård-Sørensen (S), Børge Halvgaard (FP), Knud Øllgaard (V), Flemming Jensen (KF), Ebba Strange (SF), Mimi Jakobsen (CD), Steen Folke (VS), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Niels Mølgaard (DR)