Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.
Efter loven får kommunalbestyrelsen kompetencen til at give tilladelser efter zoneloven, når der er gennemført en landzonelokalplan. Kommunalbestyrelsen kan herefter give tilladelse til udstykning, byggeri, herunder om- og tilbygninger, hvis det overhovedet kræver en zonetilladelse, samt til ændret anvendelse af eksisterende bygninger inden for det geografiske område, der er omfattet af lokalplanen.
Kommunalbestyrelsen kan selv vedtage landzonelokalplaner, når der foreligger en vedtaget kommuneplan og landzonelokalplanen er i overensstemmelse hermed. Kommunalbestyrelsen kan indtil da selv vedtage en landzonelokalplan, hvis lokalplanforslaget er i overensstemmelse med kommunens § 15-rammer.
Loven indeholder endvidere en bemyndigelse til ministeren til at overføre zonelovskompetencen til en kommunalbestyrelse, når der foreligger en godkendt regionplan med retningslinier for anvendelsen af det åbne land og en kommuneplan med et tilstrækkeligt grundlag for administrationen af zoneloven.
Ved loven bliver den endelige administrative afgørelse henlagt til miljøankenævnet.
Endelig fastsættes det, at zoneloven skal tages op til generel revision i folketingsåret 1984-85.
Lovforslaget blev ved 1. behandling positivt modtaget af de fleste ordførere, omend der fra visse sider blev udtrykt ønske om en videregående overførsel af zonelovskompetencen til kommunalbestyrelserne end foreslået af ministeren. Dette resulterede i et ændringsforslag til 2. behandling fra V's, KF's og FP's medlemmer af udvalget, hvorefter zonelovskompetencen skulle overføres til kommunalbestyrelserne, når der forelå en godkendt regionplan. Ændringsforslaget blev forkastet, mens et ændringsforslag fra ministeren indeholdende ovennævnte bemyndigelse blev vedtaget. Et ændringsforslag fra FPs medlemmer af udvalget, tiltrådt af VS's medlem af udvalget, om at fastholde planstyrelsen som ankeinstans med mulighed for i principielle tilfælde at klage til ministeren blev ligeledes forkastet ved 2. behandling, mens et ændringsforslag fra ministeren til formålsparagraffen om sikring af udviklingen af de mindre bysamfund blev vedtaget. Dette sidste var foranlediget af en motiveret dagsorden vedtaget under forespørgslen den 29. januar 1980 om sikringen af landsbyer og mindre bysamfund, se nedenfor under C I, nr. 13. Endelig er i betænkningen refereret udtalelser fra ministeren om virkningen af lovforslaget for den fremtidige administration af zoneloven, om klageberettigelse og om miljøankenævnet som klageinstans.
Lovforslaget blev ved 3. behandling enstemmigt vedtaget med 110 stemmer.