L 81 Lov om ændring af lov om social bistand.

(Fastsættelse af betaling for børns ophold i daginstitution).

Af: Socialminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 91 af 12-03-1980
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Loven sigter mod at fjerne den usikkerhed, der har været med hensyn til forståelsen af bistandslovens § 73, navnlig efter at folketingets ombudsmand den 3. oktober 1979 har givet en redegørelse om dette fortolkningsspørgsmål i anledning af en klage over socialministeriets bekendtgørelse af 15. marts 1979 om betaling for ophold i daginstitutioner m. v. for børn.

Samtidig indføres en ny regel om fastsættelse af taksten for forældrebetalingen for ét regnskabsår ad gangen på grundlag af daginstitutionernes budgetter. Ordningen er resultatet af drøftelser med repræsentanter for kommunerne, og den betyder, dels at forældrene kan indstille deres økonomi på en fast takst et helt år ad gangen, dels at kommunerne undgår administrativt besvær med reguleringer af betalingen i årets løb og i højere grad kan anvende maskinelle hjælpemidler i forbindelse med opkrævningen af betalingen.

For så vidt angår den del af loven, der består i en tydeliggørelse af § 73, trådte denne i kraft straks ved bekendtgørelsen i Lovtidende, mens den nye regel om takstfastsættelse for ét regnskabsår ad gangen af tekniske årsager først kan få virkning fra og med regnskabsåret 1981.

Der var i betænkningen stillet et ændringsforslag af et mindretal (SF og VS) vedrørende forældrebetalingens størrelse. Ændringsforslaget blev forkastet ved 2. behandling.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 108 stemmer mod 37 (FP, SF, VS og KrF).
Partiernes ordførere
Hans Hækkerup (S), Ole Pilgaard Andersen (FP), Henrik Toft (V), Karen Thurøe Hansen (KF), Birthe Nielsen (SF), Lone Dybkjær (RV), Birgith Mogensen (CD), Anne Grete Holmsgaard (VS), Inge Krogh (KrF) og Lis Starcke (DR)