L 24 Forslag til lov om afskaffelse af såkaldte samfundsrepræsentanter i bestyrelsen for banker og sparekasser.

Af: Mogens Glistrup (FP) og John Lawaetz (FP)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Lovforslaget gik ud på at ophæve den offentlige repræsentation i bankers og sparekassers bestyrelser. Med dette sigte foresloges § 9, stk. 1, i lov nr. 199 af 2. april 1974 om banker og sparekasser ændret. De nødvendige konsekvensændringer i lovens § 13, stk. 1, 1. pkt., og § 16, stk. 2, blev tillige foreslået.

Begrundelsen for lovforslaget fremgik af dets bemærkninger og var, at forslagsstillerne ikke fandt de offentlige repræsentanter samfundsnyttige.

Forslaget var identisk med et i folketingsåret 1978-79 fremsat forslag, omtalt i Folketingsårbog 1978-79 side 295.

Ved 1. behandling blev forslaget afvist af såvel industriministeren som ordførerne fra S, SF, RV og KrF.

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Bjørn Rømer Westh (S), Arne Christiansen (V), Karl Kjelgaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Lone Dybkjær (RV), Preben Wilhjelm (VS), Arne Bjerregaard (KrF) og Alfred Hansen (DR)