L 200 Lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v.

(Arbejdstilbud til langtidsledige og ret til efterløn).

Af: Arbejdsminister Svend Auken (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 235 af 04-06-1980
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Loven medfører en forlængelse til 31. december 1983 af den pr. 1. oktober 1978 indførte ordning, hvorefter ingen kan miste retten til dagpenge uden forinden at have fået et tilbud om arbejde (jobtilbudsordningen).

Endvidere ændres betingelsen om forudgående medlemskab af en arbejdsløshedskasse for modtagelse af efterløn, således at der nu stilles krav om 10 års medlemskab inden for de sidste 15 år mod de tidligere gældende 5 års medlemskab inden for de sidste 10 år.

Lovforslaget fik ved 1. behandlingen gennemgående en positiv modtagelse, idet denne for visse ordføreres vedkommende dog kun var rettet mod det ene af lovforslagets to hovedpunkter. I udvalgsbetænkningen stilledes ændringsforslag af V og KF dels om indførelse af en sanktionsordning over for medlemmer af en arbejdsløshedskasse, der afslår et jobtilbud, og dels om at jobtilbudsordningen alene skulle forlænges til 31. december 1981. Af FPs medlemmer af udvalget stilledes ændringsforslag, hvorefter forslaget om en forlængelse af jobtilbudsordningen skulle udgå. Af VS' medlem af udvalget og til dels også SFs medlem af udvalget stilledes forskellige ændringsforslag, dels om den personkreds, der skulle kunne gå på efterløn og dels om nedtrapningen af efterlønnen. Alle disse ændringsforslag blev forkastet ved 2. behandling.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 86 stemmer mod 55 (KF, FP, SF og VS), mens 18 (V) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Knud Enggaard (V), John Lawaetz (FP), Grethe Fenger Møller (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Jens Jørgen Bolvig (RV), Mimi Jakobsen (CD), Kurt Hansen (VS), Poul H. Møller (KrF) og Niels Mølgaard (DR)