L 199 Lov om ændring af lov om stop for priser m. v.

Af: Industriminister Erling Jensen (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 208 af 04-06-1980
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven ændrer lov nr. 529 af 28. december 1979 om stop for priser m. v., således at virksomhederne får tilladelse til at indregne nedenstående yderligere omkostningsstigninger i priserne:

øgede afskrivninger i forbindelse med nyinvesteringer i forhold til afskrivningerne i det regnskabsår, der udløb senest den 31. december 1979,

øgede finansieringsomkostninger i forhold til omkostningerne i det regnskabsår, der udløb senest den 31. december 1979, og

øgede udgifter, der er en følge af lovbestemte krav, herunder krav til miljøet.

Loven trådte i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende.

Lovforslaget var led i det forlig, der var indgået mellem S, RV, CD og KrF, omtalt under statsministerens redegørelse den 6. maj 1980, se forhandlingerne sp. 8740. De øvrige forslag i regeringens samlede økonomiske politik er anført under forslag til lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Forhøjelse af afgiften). (Se. A. I. nr. 113).

Baggrunden for lovforslaget fremgår dels af bemærkningerne, dels af fremsættelsestalen, hvoraf især skal fremhæves ønsket om at fremme virksomhedernes muligheder for at foretage nyinvesteringer med større produktion og eksport til følge samt forventningen om en gunstig indflydelse på beskæftigelsen.

V, KF, FP og DR stillede ændringsforslag til lovforslagets 2. behandling om, at virksomhederne tillige kunne indregne tab på debitorer i priserne, samt at alle afskrivninger i forbindelse med nyinvesteringer foretaget siden den 31. december 1979 kunne indregnes. Disse ændringsforslag blev forkastet med henholdsvis 65 og 66 stemmer for, 100 imod.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 144 stemmer mod 16 (SF og VS).
Partiernes ordførere
Bjørn Rømer Westh (S), Erling Askjær Jørgensen (FP), Jens Peter Jensen (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Janne Normann (RV), René Brusvang (CD), Preben Wilhjelm (VS), Alfred Hansen (DR) og Arne Bjerregaard (KrF)