L 166 Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove.

(Forskudt indkomstår).

Af: Minister for skatter og afgifter Karl Hjortnæs (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget gik ud på at ophæve adgangen til ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst at anvende et indkomstår, der afviger fra kalenderåret (»forskudt indkomstår«). Ophævelsen skulle gælde såvel for personer og dødsboer som for selskaber, foreninger m.v.

Personer og dødsboer skulle fra og med indkomståret 1981 anvende kalenderåret som indkomstår. Selskaber, foreninger m.v. skulle på samme måde anvende kalenderåret fra og med skatteåret 1982-83.

For de skattepligtige, der efter forslaget skulle overgå fra at anvende forskudt indkomstår til at anvende kalenderåret som indkomstår, blev der foreslået særlige overgangsregler for indkomståret 1980. Reglerne er forskellige for personer og for selskaber m. v., men for hver af disse grupper svarer reglerne i store træk til den praksis, der hidtil er fulgt ved omlægning af indkomståret.

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra socialdemokratiets, socialistisk folkepartis, det radikale venstres og venstresocialisternes ordførere, omend der også blandt disse var indsigelse mod den konkrete udformning herunder ikke mindst mod overgangsbestemmelserne. Ordførerne for venstre, det konservative folkeparti, fremskridtspartiet, centrum-demokraterne, kristeligt folkeparti og Danmarks retsforbund kunne ikke tilslutte sig lovforslaget, og der blev blandt disse ordførere stillet forslag til ministeren om at denne skulle trække lovforslaget tilbage.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Anders Christian Poulsen (V), Helge Dohrmann (FP), Hagen Hagensen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Aase Olesen (RV), Niels Bollmann (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)