L 127 Lov om statens overtagelse af Finseninstitutet.

Af: Indenrigsminister Henning Rasmussen ()
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 275 af 16-06-1980
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Loven, der træder i kraft den 1. januar 1981, indebærer, at staten fra denne dato overtager Finseninstitutet med tilhørende ejendomme, løsøre m. v. samt forpligtelser.

Endvidere tilbyder staten det pr. 31. december 1980 ved Finseninstitutet med tjenestemandslignende status ansatte personale ansættelse ved rigshospitalet som statstjenestemænd med løn- og pensionsvilkår svarende til de for de pågældende under ansættelsen ved Finseninstitutet gældende. Såfremt en af de pågældende ikke måtte ønske at overgå til ansættelse som statstjenestemand, opretholdes den hidtidige ansættelsesmæssige status under udførelsen af det tilbudte arbejde på rigshospitalet. Det fremgår af bemærkningerne, at der vil blive forholdt på tilsvarende måde over for personale ansat i henhold til overenskomst eller på anden måde.

Det fremgår endelig af loven, at de pågældende ansatte med tjenestemandslignende status ikke vil have krav på ventepenge, rådighedsløn eller pension som følge af opgaveomlægningen og er pligtige at underkaste sig de forandringer i tjenesteforretningernes omfang og beskaffenhed, som er en følge af opgaveomlægningen.

Lovforslaget blev fremsat sammen med forslag til lov om ændring af lov om sygehusvæsenet. (Aftaler om benyttelse af lands- og landsdelsafdelinger) og forslag til lov om de fysiurgiske hospitaler i Hornbæk og Hald (se den nærmest foranstående og den nærmest følgende sag), og om baggrunden for nærværende lovforslag kan henvises til omtalen af det førstnævnte af disse.

Lovforslaget kom til 1. og senere 2. behandling sammen med de 2 ovenfor anførte lovforslag af indenrigsministeren og det af undervisningsministeren fremsatte forslag til lov om rigshospitalets styrelse (se A. I. nr. 158).

I den af udvalget afgivne betænkning, der var fælles for de 4 lovforslag, blev der af et mindretal (V, KF, FP og DR) stillet et ændringsforslag, der var en konsekvens af de af samme mindretal stillede ændringsforslag til forslag til lov om rigshospitalets styrelse, hvortil kan henvises.

Efter at dette ændringsforslag var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling med 121 stemmer mod 39 (KF og FP), mens 6 (VS) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Helmar Sørensen (S), Svend Erik Hovmand (V), Karen Thurøe Hansen (KF), Birthe Nielsen (SF), Tage Dræbye (RV), Carl Thio Tyroll (VS) og Jens Kristian Steffensen (KrF)