F 7 Hvilke planer har regeringen om at hindre en yderligere forværring af landbrugets situation?

Til: Landbrugsminister Poul Dalsager (S) Statsminister og Anker Jørgensen (S)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Niels Anker Kofoed (V)) havde begrundet forespørgslen, afgav statsministeren (Anker Jørgensen) og landbrugsministeren (Poul Dalsager) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og landbrugsministeren - følgende ordførere for partierne: Westh (S), Øllgaard (V), Grove (KF), Tang Sørensen (FP), Bjørn Poulsen (SF), Janne Normann (RV), Mimi Jakobsen (CD), Kurt Hansen (VS), Arne Bjerregaard (KrF) og Alfred Hansen (DR). Uden for ordførernes kreds talte Bjørn Elmquist (V), Anders Poulsen (V) og Gert Petersen (SF).

Under forhandlingerne fremsatte Øllgaard (V) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2242):

»Idet folketinget udtaler, at målsætningen med en 3 pct.s stigning i den animalske produktion er rigtig og dermed yder et vigtigt bidrag til at løse landets beskæftigelses- og valutaproblemer,

opfordrer det regeringen til at fastholde denne målsætning ved

at tilvejebringe en rentesikringsordning for de landmænd, der i kraft af store investeringer er i likviditetsvanskeligheder,

at stimulere investeringerne i moderniseringen af landbrugets produktionsapparat, bl. a. over beskæftigelsesplanen,

at gennemføre en styrkelse af landbrugsforskningen,

at friholde landbruget for særbyrder og særskatter, for at erhvervet ikke bliver ringere stillet i konkurrencen med andre EF-landes landbrug,

og går dermed over til næste sag på dagsordenen.«

Janne Normann (RV) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2259):

»Idet folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte forhandlingerne med folketingets partier om tilvejebringelse af en flerårig helhedsløsning,

går tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Tang Sørensen (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2295):

»Folketinget opfordrer regeringen til straks at tilbagekalde lovforslaget om at pålægge landbruget en særskat i form af en ny statslig grundskyld.

Tinget går derefter over til næste punkt på dagsordenen.«

Det af Janne Normann (RV) stillede dagsordensforslag vedtoges med 69 stemmer (S og RV) mod 29 (FP, SF og VS); 52 (V, KF, CD, KrF og DR) stemte hverken for eller imod.

Hermed var det af Øllgaard (V) og det af Tang Sørensen (FP) stillede dagsordensforslag bortfaldet.
Partiernes ordførere
Bjørn Rømer Westh (S), Anker Tang Sørensen (FP), Knud Øllgaard (V), Niels Anker Kofoed (V), Henning Grove (KF), Ib Bjørn Poulsen (SF), Janne Normann (RV), Mimi Jakobsen (CD), Kurt Hansen (VS), Alfred Hansen (DR) og Arne Bjerregaard (KrF)