Efter at ordføreren for forespørgerne (Mette Madsen (V)) havde begrundet forespørgslen, afgav justitsministeren (Henning Rasmussen) en besvarelse.
I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne og justitsministeren - følgende ordførere for partierne: Jimmy Stahr (S), Nathalie Lind (V), Hagen Hagensen (KF), Knud Lind (FP), Poulsgaard (FP), Ebba Strange (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Lone Dybkjær (RV), Mimi Jakobsen (CD), Wilhjelm (VS), Poul H. Møller (KrF) og Lis Starcke (DR). Uden for ordførernes kreds talte Bjørn Elmquist (V) og Dohrmann (FP).
Under forhandlingerne fremsatte Mette Madsen (V) på vegne af S, V, KF, CD og KrF følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2029):
»Folketinget tilslutter sig justitsministerens redegørelse og udtaler, at vigtige elementer i indsatsen mod volden kan være
en øget forebyggende indsats, hvori må indgå en oplysningskampagne vedrørende volden i vort samfund, bl. a. i samarbejde med det kriminalpræventive råd,
en øget indsats fra politiets side, herunder i form af patruljering,
en hurtigere retsforfølgning samt
en ændring af straffeloven med henblik på en skærpelse af straffen for visse voldsforbrydelser.
Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«
Knud Lind (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 2092):
»Folketinget henstiller til justitsministeren, at man øger indsatsen mod den stigende vold
ved forøget politipatruljering på gaderne og kontrol med restaurationerne,
ved at øge politistyrken og dermed opklaringsprocenten,
ved en hurtigere retsforfølgning i voldssager,
ved strengere straf for overtrædelse af våbenloven og
ved en bedre indsats for samarbejde mellem politi, skole og hjem.
Folketinget går derefter over til næste sag på dagsordenen.«
Det af Mette Madsen (V) stillede dagsordensforslag vedtoges med 136 stemmer mod 18 (Knud Lind (FP), SF og VS); 10 (RV og DR) stemte hverken for eller imod.
Hermed var det af Knud Lind (FP) stillede dagsordensforslag bortfaldet.