Efter at ordføreren for forespørgerne (Ole Espersen (S)) havde begrundet forespørgslen, afgav statsministeren (Anker Jørgensen) en besvarelse.
I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne. statsministeren, energiministeren (Poul Nielson) og finansministeren (Svend Jakobsen) - følgende ordførere for partierne: Ellemann-Jensen (V), Christophersen (V), Poul Schlüter (KF), Glistrup (FP), Gert Petersen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Erhard Jakobsen (CD), Wilhjelm (VS), Chr. Christensen (KrF) og Ib Christensen (DR). Uden for ordførernes kreds talte Lindenskov (S), Ellefsen (V), Bertel Haarder (V), Fogh Rasmussen (V), Askjær Jørgensen (FP), Lawaetz (FP), Poulsgaard (FP), Tang Sørensen (FP), Margrete Auken (SF), Hanne Engberg (SF), Kalnæs (SF), Bolvig (RV), Kurt Hansen (VS), Alfred Hansen (DR), Mølgaard (DR), Preben Lange (Grønl.) og Steenholdt (Grønl.).
Under forhandlingerne fremsatte Ole Espersen (S) på vegne af S, RV, CD og KrF følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 11159):
»Idet folketinget konstaterer, at de seneste oplysninger om den økonomiske udvikling stærkt understreger nødvendigheden af de gennemførte økonomisk-politiske foranstaltninger og af videreførelse af en stram økonomisk politik,
går folketinget over til næste punkt på dagsordenen.«
Christophersen (V) fremsatte på vegne af V og KF følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 11165):
»Folketinget udtrykker på grundlag af statsministerens redegørelse sin mistillid til regeringens økonomiske politik.
Folketinget tilkendegiver tillige, at energiministeren har misligholdt sin forpligtelse til at give folketinget korrekte og fyldestgørende oplysninger om sin embedsførelse,
og går over til næste punkt på dagsordenen.«
Glistrup (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 11175):
»Folketinget udtaler den dybeste mistillid til den nuværende statsminister, fordi Danmarks skole, retssikkerhed, sociale anstændighed, økonomi og kultur er blevet undergravet i de år, han har ledet landet.
Tinget går derefter over til næste punkt på dagsordenen.«
Wilhjelm (VS) fremsatte på vegne af SF og VS følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 11194):
»Idet folketinget udtrykker utilfredshed med, at energiministeren har givet mangelfulde og ukorrekte oplysninger om oliekontrakten med Saudi-Arabien, og idet folketinget opfordrer regeringen til at fortsætte udbygningen af den statslige oliehandel, så de store olieselskaber får mindst mulig indflydelse på olieforsyningen,
går tinget over til næste punkt på dagsordenen.«
Poulsgaard (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 11227):
»Folketinget udtaler, at finansministeren skal meddele de statsansatte, at de kan forvente afskedigelse, såfremt de fremtidig deltager i såkaldte faglige møder i arbejdstiden eller i øvrigt saboterer deres arbejdsforpligtelser.
Tinget går herefter over til næste punkt på dagsordenen.«
Alfred Hansen (DR) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 11229):
»Idet folketinget konstaterer, at uroen blandt offentligt ansatte og på det private arbejdsmarked hovedsagelig skyldes statens indkomstpolitiske overenskomstdiktater de tre seneste overenskomstperioder,
opfordres regeringen til at tage initiativer, der snarest kan sikre effektiviteten inden for de offentlige servicefunktioner, samt til at garantere, at næste overenskomstsituation ikke vil udløse noget regeringsindgreb i den frie forhandlings- og aftaleret.
Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen.«
Det af Ole Espersen (S) stillede dagsordensforslag vedtoges med 83 stemmer (S, RV, KrF, CD og Steenholdt (Grønl.)) mod 79.
Hermed var det af Christophersen (V), det af Glistrup (FP), det af Wilhjelm (VS), det af Poulsgaard (FP) og det af Alfred Hansen (DR) stillede dagsordensforslag bortfaldet.