F 20 Hvilke oplysninger kan udenrigsministeren give om den udenrigspolitiske situation?

Til: Udenrigsminister Kjeld Olesen ()
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Foretaget
Efter at ordføreren for forespørgerne (Lasse Budtz (S)) havde begrundet forespørgslen, afgav udenrigsministeren (Kjeld Olesen) en besvarelse.

I den efterfølgende debat deltog - foruden ordføreren for forespørgerne, udenrigsministeren og forsvarsministeren (Poul Søgaard) - følgende ordførere for partierne: Christophersen (V), Ninn-Hansen (KF), Arentoft (FP), Gert Petersen (SF), Stinus (RV), Arne Melchior (CD), Anne Grete Holmsgård (VS), Inge Krogh (KrF) og Ib Christensen (DR). Uden for ordførernes kreds talte Annelise Gotfredsen (KF) og Ole Bernt Henriksen (KF).

Under forhandlingerne fremsatte Arentoft (FP) følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 9923):

»Folketinget opfordrer regeringen til at offentliggøre den oliekøbskontrakt, for hvilken staten garanterer, og som blev afsluttet under energiministerens nylige besøg i Saudi-Arabien.

Tinget går derefter over til næste punkt på dagsordenen.«

Ib Christensen (DR) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 9951):

»Idet folketinget fastslår, at Danmarks udenrigspolitik skal afgøres af regeringen og folketinget og ikke af De europæiske Fællesskaber,

går tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Lasse Budtz (S) fremsatte på vegne af V, KF, CD, KrF og S følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 9962):

»Idet folketinget henviser til den den 28. februar 1980 vedtagne dagsorden, hvori folketinget fordømmer Sovjets invasion i Afghanistan og bekræfter Danmarks tilhørsforhold til NATO med organisationens dobbelte formål: at fremme sikkerhed og afspænding,

tager tinget udenrigsministerens redegørelse til efterretning

og går derefter over til næste punkt på dagsordenen.«

Det af Lasse Budtz (S) stillede dagsordensforslag vedtoges med 118 stemmer mod 14 (SF og VS); 13 (RV og DR) stemte hverken for eller imod.

Hermed var det af Arentoft (FP) og det af Ib Christensen (DR) stillede dagsordensforslag bortfaldet.
Partiernes ordførere
Lasse Budtz (S), John Arentoft (FP), Henning Christophersen (V), Erik Ninn-Hansen (KF), Gert Petersen (SF), Arne Stinus (RV), Arne Melchior (CD), Anne Grete Holmsgaard (VS), Ib Christensen (DR) og Inge Krogh (KrF)