B 85 Forslag til folketingsbeslutning om større lokal selvbestemmelsesret selvbestemmelsesretover det offentlige serviceniveau

Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til at fremsætte forslag til lovændringer og ændre cirkulærer m. v. på en længere række opregnede punkter, hvoraf de fleste refererede sig til forslag fra de såkaldte sparekataloger, der var udarbejdet af henholdsvis Amtsrådsforeningen i Danmark og Kommunernes Landsforening.

Om baggrunden for beslutningsforslaget udtalte ordføreren for forslagsstillerne i den skriftlige fremsættelse:

»Som et nødvendigt led i begrænsningen af de offentlige udgifter indgår den kommunale sektor.

I lyset af den økonomiske udvikling siden forhandlingerne om de kommunale budgetter i sommeren 1979 bør der nu søges opnået forståelse for en udgiftsramme på et lavere niveau, således at den samlede realudgift de nærmest følgende år forbliver uændret i forhold til 1980-budgetterne. Desuden bør der ske en yderligere reduktion i mulighederne for forbrug af de likvide reserver.

Som forudsætning for denne ændrede økonomiske udvikling i den kommunale sektor må der på en lang række områder sikres kommunerne en større selvbestemmelsesret med hensyn til fastlæggelsen af det lokale offentlige serviceniveau.

Venstre ønsker ikke, at amter og kommuner skal »sættes under administration« af staten, eller at der gennemføres »firkantede« restriktioner i form af ansættelsesstop, anlægsstop m. v., men derimod at kommunernes beslutningsfrihed styrkes inden for den overordnede økonomiske ramme, som nødvendigvis må overholdes.

Denne tankegang, som meget klart er kommet til udtryk i den offentlige debat omkring de kommunale besparelser, er i nærværende beslutningsforslag udtrykt i en lang række af forslag, der med henvisningsnumre fremgår af de sparekataloger, som er udsendt fra Amtsrådsforeningen i Danmark og fra Kommunernes Landsforening.

Der er herudover tale om en del yderligere forslag, som har relation til tidligere fremsatte lovforslag fra venstre (f. eks. fritidslovsområdets overgang til bloktilskud), samt forslag, som er nærmere beskrevet i bemærkningerne til dette forslag og i det samtidig fremsatte forslag til folketingsbeslutning om budgetteringsrammer til nedbringelse af statens udgifter med mindst 11 pct. senest i 1983.

Efter venstres opfattelse må den foreslåede uændrede ramme for de kommunale udgifter betegnes som et minimum i forhold til, hvad der er økonomisk behov for. Ved yderligere at uddybe listen af forslag til lempelser i standarder og normer vil kommuner og amter få mulighed for en yderligere begrænsning. Venstre stiller sig åben over for en drøftelse heraf.

Idet jeg endnu en gang understreger, at nærværende forslag skal ses i sammenhæng med forslaget til folketingsbeslutning om budgetteringsrammer, skal jeg hermed anbefale forslaget til velvillig behandling.«

Med hensyn til det omtalte forslag til folketingsbeslutning om budgetteringsrammer kan henvises til årbogens omtale heraf (se B.II. nr. 26).

Ved 1. behandling var modtagelsen af beslutningsforslaget fra såvel finansministeren som de fleste af de øvrige partiers ordførere præget af velvilje over for forslagets intentioner kombineret med en fra flere sider udtrykt skepsis med hensyn til dets mere konkrete anvendelighed. Ordførerne fra SF og VS stillede sig afvisende over for forslaget.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.
Partiernes ordførere
Hans Hækkerup (S), Svend Erik Hovmand (V), Uffe Thorndahl (FP), Flemming Jensen (KF), Birthe Nielsen (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Mimi Jakobsen (CD), Carl Thio Tyroll (VS), Jens Kristian Steffensen (KrF) og Ole Flygaard (DR)