Efter I. behandling henvist til socialudvalget.
Ifølge forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til at foretage følgende ændringer af bistandsloven:
»l. Den behovsudmålte forbigående hjælp i henhold til bistandslovens § 37 skal højst kunne udgøre 90 pct. af hidtidig indkomst.
2. Den behovsudmålte forbigående hjælp gøres tidsbegrænset, således at den højst kan ydes i 6 måneder.
3. Herefter må klienterne have indstillet sig på et fremtidigt lavere støtteniveau, og der udbetales derfor en »sikringsmæssig« ydelse, der højst kan udgøre de til enhver tid gældende sygedagpenge.
Denne »sikringsmæssige« ydelse kan højst oppebæres i 6 måneder. Herefter overgår man til varig hjælp, jfr. bistandslovens § 43.
4. I løbet af de første 12 støttemåneder tilbydes klienterne relevant revalideringsmæssig støtte, og såfremt man afslår eller opgiver tilbud om denne støtte til at generhverve erhvervskompetence, overgår man straks til varig hjælp, jfr. bistandslovens § 43.
5. Når en person er indblandet i en kollektiv arbejdsstrid, huslejeboykot eller forhold, som må sidestilles hermed, kan hjælp kun ydes i egentlige nødsituationer. Hjælpens omfang fastsættes i overensstemmelse med bistandslovens § 43.
6. Reglerne for uddannelsesstøtte (revalidering) i henhold til bistandslovens § 42 ændres, så uddannelsen ikke som i dag finansieres ved udbetaling af en behovsudmålt hjælp, der for mange betyder, at de under uddannelsen får en højere ydelse end den løn, de vil være berettiget til efter endt uddannelse, og at de i modsætning til andre ingen studiegæld har:
a) For unge uddannelsessøgende uden forsørgerforpligtelser skal uddannelsesstøtten omfatte den til enhver tid gældende studiestøtte plus et merudgiftsbeløb til kompensation af den enkeltes handicap.
b) For familieforsørgere og klienter, der er i gang med en direkte arbejdsmarkedsrettet uddannelse, udbetales højst en ydelse, der svarer til de minimallønssatser, der er gældende for det enkelte fagområde.
For uddannelsessøgende til en højere uddannelse bør der dog højst udbetales en ydelse svarende til minimallønnen inden for HK-området.
7. Reglerne for via et engangsbeløb, jfr. bistandslovens § 40, stk. 1, at foretage en gældssanering ændres derhen, at disse ydelser i videre omfang ydes med tilbagebetalingspligt (som lån) og med mulighed for pantsikring i klientens ejendele, herunder fast ejendom. Muligheden for at pantsikre bør åbnes i alle tilfælde, hvor det drejer sig om egentlig sikring af bevarelse af formuegoder (indbogenstande m. v.) samt ved betaling af terminsydelser, der generelt indeholder en forøgelse af vedkommendes formue.
8. Adgangen til at yde hjælp mod tilbagebetaling (bistandslovens § 26) bør udvides; samtidig ændres tilbagebetalings- og forældelsesbestemmelserne i bistandslovens § 27. Tilbagebetalingen bør ske som på lån i øvrigt, idet lånet bør opfattes på linie med andre lån. Forældelsen bør ske efter dansk rets almindelige regler.«
Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.