B 31 Forslag til folketingsbeslutning om omlægning og skærpelse af selskabsbeskatningen

Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om en omlægning af selskabsbeskatningen efter følgende retningslinje:

1) Selskabsskatteprocenten fastsættes til 50 pct.

2) Udbetalt udbytte beskattes hos modtageren som almindelig skattepligtig indkomst, men den allerede betalte selskabsskat betragtes som en art kildeskat og modregnes derfor ved slutopgørelsen.

3) Hvis modtageren er et andet selskab, betragtes det udbetalte udbytte ligeledes som skattepligtig indkomst, og der skal ikke være modregningsret for den opkrævede udbytteskat.

4) Reglerne om datterselskabslempelse, sambeskatning og udlandslempelse ophæves.

5) Muligheden for at anvende et andet regnskabsår end kalenderåret ophæves.«

I de ledsagende bemærkninger anførtes om baggrunden for forslagets fremsættelse bl. a. følgende:

»Hensigten med forslaget er at forøge provenuet af selskabsskatten, der er meget lav i Danmark sammenlignet med de fleste andre lande i Vesteuropa. Merprovenuet foreslås anvendt til fjernelse af momsen på de nødvendige fødevarer.«

Forslaget blev fremsat og ved 1. behandling behandlet sammen med forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af moms på visse fødevarer, se B II, nr. 89 samt en række forslag til folketingsbeslutning, som alle bl. a. havde til formål at give statskassen et merprovenu i forbindelse med den foreslåede momsnedsættelse, se de foregående 2 sager samt B II, nr. 90.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Thomas Erik Have (S), Helge Dohrmann (FP), Anders Christian Poulsen (V), Lars P. Gammelgaard (KF), Ole Kalnæs (SF), Aase Olesen (RV), Niels Bollmann (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS), Ole Flygaard (DR) og Arne Bjerregaard (KrF)