B 20 Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af adgangen til at foretage varelagernedskrivning

Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag om ophævelse af adgangen til at foretage varelagernedskrivning.«

I de ledsagende bemærkninger oplyses bl. a. følgende om baggrunden for forslagets fremsættelse:

»Nedskrivningsreglerne blev indført i den anden verdenskrigs første år. Begrundelsen var, at de erhvervsdrivende dengang måtte forny deres varebeholdninger til priser, der lå betydeligt over det normale. Herved kom de ud i en stor prisrisiko, som de fik adgang til at tage i betragtning ved særlige skattefri nedskrivninger på varelageret.

Tiden er for længst løbet fra denne ordning, som var begrundet i de særlige forhold under den anden verdenskrig.

I en økonomi, hvor priserne ikke falder, savner nedskrivningsreglerne enhver begrundelse.

Derfor foreslås adgangen til at foretage nedskrivning på varelagre ophævet.«

Forslaget blev fremsat og ved 1. behandling behandlet sammen med en række andre af forslagsstillerne fremsatte forslag vedrørende såkaldte skattebegunstigelser for virksomhedsejere. Der henvises herom til de 2 foregående og de 6 efterfølgende sager i Folketingsårbogen.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Ervin Christian Jensen (S), Helge Dohrmann (FP), Anders Christian Poulsen (V), Karl Kjelgaard (KF), Ole Kalnæs (SF), Aase Olesen (RV), Niels Bollmann (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS), Ole Flygaard (DR) og Arne Bjerregaard (KrF)