B 19 Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af adgangen til at afskrive på erhvervsbygninger

Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag om ophævelse af adgangen til at afskrive på erhvervsbygninger.«

Om baggrunden for forslagets fremsættelse anføres i de ledsagende bemærkninger bl. a. følgende:

»Disse afskrivninger er urimelige i betragtning af de almindelige værdistigninger på erhvervsejendomme.

Urimelighederne træder så meget mere frem, når det tages i betragtning, at der er fradrag for vedligeholdelse af ejendommene.

Socialistisk folkeparti ønsker ikke at røre ved fradraget for vedligeholdelse. Men bygningsafskrivningerne foreslås afskaffet.

Det skal dog erkendes, at det for visse fabriksbygningers vedkommende, som kan være udsat for en betydelig nedslidning og forældelse, kan være rimeligt at bevare en vis adgang til at foretage afskrivninger.«

Forslaget blev fremsat og ved 1. behandling behandlet sammen med en række andre af forslagsstillerne fremsatte forslag vedrørende såkaldte skattebegunstigelser for virksomhedsejere. Der henvises herom til den foregående og de 7 efterfølgende sager i Folketingsårbogen.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Ervin Christian Jensen (S), Helge Dohrmann (FP), Karl Kjelgaard (KF), Ole Kalnæs (SF), Aase Olesen (RV), Niels Bollmann (CD), Mikael Lennart Waldorff (VS), Ole Flygaard (DR) og Arne Bjerregaard (KrF)