I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til i folketingsåret 1980-81 med henblik på vedtagelse i samme folketingsår at fremsætte de for gennemførelsen af en aktiv arbejdsmarkedspolitik nødvendige lovforslag.

Lovgivningen skulle efter beslutningsforslaget sikre en omlægning af de med arbejdsmarkedspolitikken forbundne udgifter fra udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge til tilbud om arbejde, omskoling eller anden uddannelse.

Grundlaget for en sådan omlægning skulle etableres bl. a. gennem en række foranstaltninger, der kan rubriceres under følgende overskrifter:

1. Forbedret arbejdsformidling.

2. Strammere vilkår for udbetaling af dagpenge.

3. Forøgelse af beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

4. Tilbud tidligt i ledighedsperioden.

5. Ungdomsgaranti.

6. Dagpenge under uddannelse.

7. Kvinders uddannelses- og erhvervsvalg.

Om baggrunden for beslutningsforslaget hedder det bl. a. i de ledsagende bemærkninger:

»Arbejdsløshedsdagpenge og andre former for kontant støtte fjerner de værste økonomiske konsekvenser af ledigheden for den enkelte arbejder. Men de mange milliarder bringer kun få i beskæftigelse. Der er tværtimod mangfoldige eksempler på, at ledige har måttet opgive arbejds- eller uddannelsesaktiviteter, fordi disse forhindrede dem i at »stå til rådighed for arbejdsmarkedet« og derfor var i strid med lovens forudsætning for udbetaling af dagpenge. Dette er udtryk for en passiv arbejdsmarkedspolitik.

Den arbejdsmarkedspolitiske indsats, som sigter mod at begrænse ledigheden, har sammenlignet hermed været beskeden. Trods de seneste års forskellige beskæftigelsesplaner er der i 1979 kun budgetteret med en udgift på ca. 1,7 mia kr. til arbejdsformidling, beskæftigelsesfremme m. v. Hertil skal lægges bevillinger til arbejdsmarkedsuddannelser, foranstaltninger for erhvervshæmmede, egnsudvikling m. v., som efter et groft skøn udgør ca. 1,5 mia kr. De samlede udgifter til det, der kan kaldes den aktive arbejdsmarkedspolitik, beløb sig således i 1979 til ca. 3,2 mia kr.

Opgørelser viser, at den passive arbejdsmarkedspolitik i 1979 har beslaglagt ca. 80 pet. af bevillingerne og kun har levnet ca. 20 pct. til aktive foranstaltninger. Denne meget skæve fordeling må naturligvis ses i sammenhæng med konjunkturudviklingen, idet tilbageslaget i 70erne automatisk har fået udgifterne til dagpenge og anden kontantstøtte til at stige kraftigt. Men fordelingen er samtidig et udtryk for manglende initiativer og utilstrækkelig tilpasning af arbejdsmarkedspolitikken.

En sammenligning med svensk arbejdsmarkedspolitik viser dette meget klart. I Sverige har man bevidst sigtet mod en omlægning fra kontantstøtte til aktive, beskæftigelsesfremmende foranstaltninger. Som et resultat af denne politik beslaglagde udgifterne til arbejdsløshedsforsikring i 1977-78 kun 11-12 pct. af den svenske arbejdsmarkedspolitiks samlede bevillinger. Vægtfordelingen mellem den aktive og den passive arbejdsmarkedspolitik er således stort set omvendt i Sverige og Danmark.

På denne baggrund er det tvingende nødvendigt, at der nu tages en række administrative og lovgivningsmæssige initiativer, som sikrer en omlægning af de med arbejdsmarkedspolitikken forbundne udgifter fra udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge til tilbud om arbejde, omskoling eller anden uddannelse. Kun herigennem kan den arbejdsmarkedspolitiske indsats i Danmark blive et effektivt middel i kampen mod ledighed.«

Beslutningsforslaget blev taget tilbage af forslagsstillerne, inden det nåede at komme til 1. behandling.