Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning opfordredes regeringen til i overensstemmelse med det samtidig fremsatte forslag til lov om maksimering af kommunernes skatteudskrivningsret at beslutte, at kommunernes samlede udskrivning af indkomst- og ejendomsskat i 1981, bortset fra stigninger som følge af pris- og lønstigninger, ikke må overstige den samlede kommunale indkomst- og ejendomsskatteudskrivning i 1980, og at den samlede kommunale skatteudskrivning i de følgende 5 år tilsvarende reduceres med 2 pct. hvert år, således at den samlede kommunale skatteudskrivning i 1986 udgør 90 pct. af skatteudskrivningen i 1980.

Med hensyn til det i forslaget omtalte forslag til lov om maksimering af kommunernes skatteudskrivningsret kan henvises til årbogens omtale heraf (se A.II. nr. 22). Foruden dette lovforslag blev beslutningsforslaget fremsat sammen med forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning. (Afskaffelse af kommunal spekulation i ejendomsbeskatningen) (se A.II. nr. 23).

Om baggrunden for de 3 forslag hedder det i den skriftlige fremsættelse: »Kommunernes udgifter er steget stærkere end indkomstudviklingen.

Kommunernes samlede udgifter udgør ca. 70 pct. af de samlede offentlige udgifter.

Et betalingsbalanceunderskud over for udlandet af størrelsesordenen 10-15 mia kr. årligt er aldeles uforsvarligt.

At skiftende regeringer derfor har måttet gribe ind over for kommunerne med indgreb, der har skiftet fra år til år og dermed ikke har været forudsigelige.

En analyse af kommunernes forbrug viser imidlertid en meget stærk variation. Det må være logisk at forvente, at det egentlige og reelle krav for kollektive kommunale ydelser vil aftage med stigende velstandsniveau, hvis konsekvens burde være, at borgernes muligheder for at klare sig selv blev tilsvarende større.

Sammenhængen viser sig imidlertid at være modsat. De kommuner, hvor de reelle behov på grund af borgernes høje indkomstniveau må forventes at være små, har i forhold til landsgennemsnittet et enormt forbrug. Mens det modsatte viser sig at være tilfældet i de kommuner, der har et svagt indkomtgrundlag og derfor et stort behov.

Forklaringen på, at et antal kommuner forbruger mere, end rimeligt er, er givetvis bl. a. kommunalbestyrelsesmedlemmernes kamp om genvalg. Det ser ud til, at et stort antal kommunalbestyrelsesmedlemmer hver for sig forsøger at finde deres »genvælgelsesniche«. Genvælgelsesnicherne er efter sagens natur indbyrdes forskellige. Et kommunalbestyrelsesmedlem kommenterer f. eks. sin indsats om at få et egnsteater, en anden om en golfbane, en tredje om en ældreinstitution. En indsats, der jo i forholdet til pressen ikke går stille af, og som hen ad vejen fører til bl. a. i forbindelse med de indbyrdes kommunale politiske byttehandler, at de pågældende ønsker gennemføres og dermed også sikrer de 50, 100 eller 200 personlige stemmer, det drejer sig om. I kommunerne, hvor der foregår overforbrug, køber kommunalbestyrelsesmedlemmerne sig i hvert fald for manges vedkommende genvalg for skatteborgernes penge.

Når kommunernes samlede udgifter nu af nationaløkonomiske grunde skal begrænses, forekommer det mest hensigtsmæssigt og rimeligt at indføre en ordning, der først og fremmest begrænser forbruget i de kommuner, hvor der finder et overforbrug sted.

Det kan man gøre, som forslagsstillerne nu foreslår, ved at fordele den samlede skatteudskrivning efter samme princip, som man i dag fordeler de generelle tilskud. Den samlede kommunale skatteudskrivning er i dag ca. 2½ gange større end de samlede generelle tilskud.

Denne begrænsning vil ikke påvirke flertallet af kommunerne. Formentlig vil ca. 70 pct. af kommunerne ikke blive berørt.

Det foreslås, at man over en 5-årig periode reducerer den samlede kommunale skatteudskrivningsret til 90 pct. af den skatteudskrivning, der finder sted i 1980. Dette vil medføre en samlet besparelse på ca. 3,6 mia kr. i 1981 og ca. 5,9 mia kr. i 1986.

Det foreslås endvidere, at enkelte kommuners spekulation i en høj ejendomsbeskatning, hvorved de uden nogen som helst saglig begrundelse udnytter de kommunale udligningsordninger på de øvrige kommuners bekostning, fjernes i lovgivningen.«

Ved 1. behandling, hvor det blev behandlet sammen med de 2 ovennævnte lovforslag, blev beslutningsforslaget afvist såvel af indenrigsministeren som i overvejende grad af de øvrige partiers ordførere. Flere af ordførerne gav dog udtryk for nogen sympati for forslagets intentioner.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning.