B 104 Forslag til folketingsbeslutning om fuldt frivillig bemanding af forsvaret og civilforsvaret og nedlæggelse af civile værnepligtsinstitutioner

Af: Niels Mølgaard (DR) , Ib Christensen (DR) , Ole Flygaard (DR) , Alfred Hansen (DR) og Lis Starcke (DR)
Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til forsvarsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til snarest muligt at sikre, at forsvaret og civilforsvaret overgår til fuldt frivillig mandskabsrekruttering, således at værnepligten ophæves og de civile værnepligtsinstitutioner nedlægges.«

Under 1. behandlingen stillede såvel indenrigs- som forsvarsministeren sig meget tvivlende overfor en af de præmisser, forslaget byggede på: at man skulle kunne dække forsvarets og civilforsvarets mandskabsbehov ad frivillig vej. Ministrene henviste endvidere til den store kontaktflade, forsvaret fik til alle befolkningsgrupper via værnepligtssystemet, og kunne på denne baggrund ikke støtte forslaget, som i øvrigt ikke fik tilslutning fra andre partiers ordførere.
Partiernes ordførere
Preben Steen Nielsen (S), John Arentoft (FP), Mette Madsen (V), Keld Andersen (KF), Hanne Alice Engberg (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Niels Bollmann (CD), Kurt Hansen (VS) og Niels Mølgaard (DR)