L 80 Lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v.

(Arbejdsformidlingens opbygning og dagpengeydelsens varighed for medlemmer under 60 år).

Af: Arbejdsminister Svend Auken (S)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 637 af 13-12-1978
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget. Loven, der trådte i kraft den 1. januar 1979, indeholder følgende 2 hovedelementer:

1. Det bestemmes, at arbejdsformidlingscheferne ved de tidligere udpegede 14 regionskontorer på samme måde som de øvrige arbejdsformidlingschefer (for tiden 13) skal varetage publikumvendte formidlingsopgaver inden for hver sit geografiske område. Herudover skal de 14 regionschefer varetage en række for regionen fælles administrative opgaver. De væsentligste blandt disse vil være hvervet som sekretær for regionens arbejdsmarkedsnævn, varetagelse af opgaver af koordinerende art for hele regionen samt ansvaret for budget- og statistikopgaver.

2. Den såkaldte moratorieordning for personer, der ellers ville miste retten til dagpenge i medfør af den såkaldte 26 ugers regel, forlænges, således at medlemmer under 60 år, der endnu ikke har fået et rimeligt tilbud om arbejde i henhold til lovens § 97 b, bevarer retten til dagpenge indtil det tidspunkt, da de har tiltrådt et sådant arbejde, dog længst indtil 1. april 1979.

Om baggrunden for den ovenfor under 1. omtalte ændring udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale:

»Spørgsmålet om arbejdsformidlingens geografiske opbygning har været genstand for overvejelser gennem en årrække. Senest i foråret 1978 fremsatte jeg i forbindelse med andre ændringer i arbejdsløshedsloven forslag om regionaliseringens endelige gennemforelse pr. 1. juli 1978, men under folketingsbehandlingen blev der ytret tvivl om, hvorvidt regionaliseringen ville kunne gennemføres på betryggende måde inden for den foreslåede tidsfrist. Forslaget blev derfor trukket tilbage, idet det dog blev understreget, at regeringen fortsat havde til hensigt at gennemføre regionaliseringen.«

Med hensyn til det af arbejdsministeren omtalte tidligere fremsatte forslag om regionalisering kan henvises til omtalen heraf i Folketingsårbog 1977-78, side 68ff.

Om baggrunden for den ovenfor under 2. omtalte ændring udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

»Allerede ved fremsættelsen af lovforslaget om jobtilbud til langtidsledige gjorde jeg opmærksom på, at der kunne forudses store administrative problemer med at fremskaffe tilstrækkeligt med jobtilbud inden 1. januar 1979 til de langtidsledige, der på grund af moratorieordningens bortfald ville miste dagpengeretten den 31. december 1978. Jeg bebudede derfor, at der kunne tænkes at opstå et vist behov for en kortere forlængelse af moratorieordningen.

I forbindelse med fremsættelsen af lovforslaget om jobtilbud til langtidsledige i april 1978 nedsatte regeringen en styringsgruppe med repræsentanter fra de kommunale organisationer og arbejdsmarkedets parter, hvis opgave bl. a. skulle være at fastlægge de praktiske og administrative procedurer i forbindelse med ordningens gennemførelse. Styringsgruppen har i den forløbne periode bl. a. drøftet spørgsmålet om indhentning af oplysninger fra arbejdsløshedskasserne om, hvilke medlemmer der vil falde for 26 ugers reglen, og hvorledes man skal fremskaffe jobtilbud fra såvel den private som den offentlige sektor.

Problemer i forbindelse med registrering af de medlemmer, der fortsat står til rådighed for arbejdsmarkedet, og problemerne i forbindelse med de administrative procedurer i øvrigt har været større end ventet, og man er derfor kommet senere i gang end håbet med de egentlige forberedelser omkring ordningen, der trådte i kraft 1. oktober 1978. Således er informationen over for de private arbejdsgivere også startet senere end oprindelig planlagt, og dette har medført, at det på indeværende tidspunkt må konstateres, at tilbuddene fra det private arbejdsmarked endnu ikke er fremkommet i den størrelsesorden, som man oprindelig havde regnet med. På nuværende tidspunkt er der således kun fremskaffet ca. 800 jobtilbud i den private sektor, og et realistisk skøn vil være, at der inden 1. januar 1979 kun vil blive fremskaffet yderligere ca. 600-700 jobtilbud, dvs. i alt ca. 1.500 i den private sektor.

Ifølge arbejdsdirektoratets seneste skøn skal ca. 9.000 personer have et jobtilbud inden 1. januar 1979. Desuden skal ca. 5.000 have et tilbud i løbet af 1. kvartal 1979.

Dette betyder, at kommunerne vil få et meget stort arbejde med at skaffe job til de resterende 7.000 inden 1. januar 1979. Hertil kommer, at man ikke vil få så mange placeret i den private sektor, som alle havde håbet. Dette betyder igen, at presset i januar kvartal 1979 med genplacering af de 5.000 yderligere øges.

Forslaget går nærmere ud på, at moratorieordningen forlænges for personer under 60 år, der er omfattet af jobtilbudsordningen. Forslaget skal ses på baggrund af de forhold, jeg tidligere har nævnt, hvorefter jobtilbudsordningen først kan blive effektiv i løbet af første kvartal næste år, og det er derfor rimeligt at sikre de langtidsledige ret til dagpenge, indtil de har tiltrådt eller afslået at tiltræde et arbejde, således som det ved vedtagelsen af loven om jobtilbud til langtidsledige blev stillet dem i udsigt. Den gennemsnitlige forlængelse af ledighedsperioden for dem, som ikke når at få et job på tidspunktet for dagpengerettens ophør, skønnes at være 1/2 måned. Forslaget omfatter ikke personer, der allerede før 1. januar 1979 har afslået et tilbud om arbejde.«

Med hensyn til det af arbejdsministeren omtalte lovforslag om jobtilbud til langtidsledige kan henvises til omtalen heraf i Folketingsårbog 1977-78, side 70ff. For så vidt angår den med nærværende lov forlængede moratorieordning kan henvises til omtalen heraf i Folketingsårbog 1977-78, side 67 f.

Efter at et af et mindretal (SF, DR og VS) stillet ændringsforslag, der tilsigtede at udvide forlængelsen af moratorieordningen til også at omfatte personer på 60 år og derover, var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget vedtaget ved 3. behandling med 127 stemmer mod 28 (FP og VS).
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Knud Nauerby (FP), Mogens Glistrup (FP), Hans Jørgen Holm (V), Grethe Fenger Møller (KF), Ib Langsted (CD), Lilli Gyldenkilde (SF), Jørgen Jensen (DKP), Thyge Schak Nielsen (DR), Bent Honoré (KrF), Jens Jørgen Bolvig (RV) og Kurt Hansen (VS)