L 40 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand med flere love

(Særlig tavshedpligt).

Af: Ebba Strange (SF) , Lilli Gyldenkilde (SF) og Ole Henriksen (SF)
Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ifølge lovforslaget skulle følgende bestemmelse indføjes i henholdsvis lov om social bistand, lov om offentlig sygesikring og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel: »Enhver, der deltager i administrationen af denne lov, har tavshedspligt med hensyn til, hvad han erfarer ved behandlingen af sager om ... (inden for den pågældende lovs område) ...«

Det fremgik af den skriftlige fremsættelsestale samt af bemærkningerne til lovforslaget, at dette var motiveret af den øgede anvendelse af EDB til registrering og formidling af personoplysninger. Der henvistes endvidere til, at sondringen mellem almindelige og særlige tavshedsforskrifter havde fået afgørende betydning ved gennemførelsen af lov om offentlige myndigheders registre, se Folketingsårbog 1977-78, side 164. Under forslagets 1. behandling henviste socialministeren til, at regeringen havde til hensigt at nedsætte et bredt sammensat udvalg til at undersøge spørgsmålet om offentlige myndigheders adgang til at videregive oplysninger til private eller til andre offentlige myndigheder m.m. Ministeren fandt det derfor ikke hensigtsmæssigt på daværende tidspunkt »at foretage en spredt og stykvis lovgivning« på dette område.

Socialudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget.
Partiernes ordførere
Eva Gredal (S), John Arentoft (FP), Knud Lind (FP), Henrik Toft (V), Yvonne Herløv Andersen (CD), Karen Thurøe Hansen (KF), Ebba Strange (SF), Karl Møller (DKP), Alice Hedegaard (DR), Bernhard Baunsgaard (RV) og Carl Thio Tyroll (VS)