Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven, der trådte i kraft den 1. januar 1979, etableres en efterlønsordning for ældre arbejdsløshedskassemedlemmer, der forlader arbejdslivet før det 67. år, hvad enten tilbagetrædelsen sker fra beskæftigelse eller ledighed.

Retten til efterløn tilkommer medlemmer af anerkendte arbejdsløshedskasser,

1. som er i alderen 60-66 år,

2. som inden for de sidste 10 år sammenlagt har været medlem i mindst 5 år,

3. som ved overgang til efterløn opfylder betingelserne for ret til dagpenge, og

4. som har bopæl her i riget, bortset fra Færøerne og Grønland.

Med hensyn til den under 2 anførte betingelse gøres der dog en undtagelse, idet medlemmer, der ikke har haft mulighed for at forsikre sig før den 1. januar 1977, fordi der ikke før dette tidspunkt har eksisteret en anerkendt arbejdsløshedskasse inden for deres faglige område, i tiden indtil den 1. januar 1983 uanset denne betingelse kan overgå til efterløn, hvis de har indmeldt sig i en anerkendt arbejdsløshedskasse inden den 13. april 1978.

Medlemmer, der modtager ydelser efter lov om folkepension, lov om invalidepension m. v. eller lov om pension til enker m. fl., kan ikke samtidig modtage efterløn. Dog kan efterløn ydes til personer, der frasiger sig retten til invaliditetsydelse.

Medlemmer, der er udtrådt af efterlønsordningen, kan ikke på ny overgå til efterløn.

Det er som hovedregel en betingelse for at bevare retten til efterløn, at medlemmet ikke i efterlønsperioden har haft erhvervsarbejde m. v. af større omfang end sammenlagt 200 timer inden for de sidste 12 måneder.

Efterlønnen til medlemmer, der inden for de sidste 10 år sammenlagt har været fuldtidsforsikret i mindet 5 år, deraf mindst 26 uger umiddelbart inden overgangen til efterløn, udgør som hovedregel samme beløb som medlemmets individuelle dagpengesats lige så længe, som medlemmet ville være berettiget til dagpenge. Derefter kan efterlønnen i de næste 2 år højst udgøre 80 pct. og i resten af efterlønsperioden, indtil medlemmet fylder 67 år, højst 60 pct. af den til enhver tid gældende højeste dagpengesats. Loven indeholder særlige regler om beregningen af efterlønnens størrelse til deltidsforsikrede og til fuldtidsforsikrede medlemmer, der ikke opfylder betingelserne for at modtage det maksimale beløb.

Blandt lovens øvrige bestemmelser kan nævnes, at efterlønsordningen finansieres ved en forhøjelse af det årlige medlemsbidrag fra 2,25 til 3 gange dagpengenes størrelse og ved en forhøjelse af arbejdsgiverbidraget fra 135 kr. årligt pr. forsikret helårsarbejder til 2 gange dagpengenes størrelse pr. forsikret helårsarbejder.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte arbejdsministeren i sin fremsættelsestale bl. a.:

»Forslaget er en genfremsættelse af det lovforslag, der blev fremsat for folketinget den 13. april 1978, og jeg skal derfor ved denne lejlighed kun opridse ordningens hovedpunkter.

Forslaget går ud på indførelse af en efterlønsordning fra den l. januar 1979 for arbejdsløshedskassemedlemmer i alderen 60-66 år, som har mindst 5 års medlemsanciennitet inden for de sidste 10 år, som opfylder betingelserne for ret til dagpenge i tilfælde af ledighed, og som har bopæl her i landet.

I forbindelse med indførelse af efterløn foreslås det, at der for medlemmer over 60 år sker en tilbagevenden til hovedreglen i arbejdsløshedslovens § 55, stk. 1, om 26 ugers beskæftigelse inden for de sidste 3 år som betingelse for ret til dagpenge.

Ved indtræden i ordningen får medlemmet en efterløn, der normalt svarer til den dagpengesats, medlemmet ville have været berettiget til i tilfælde af ledighed. Denne sats udbetales lige så længe, medlemmet ville være berettiget til at modtage dagpenge, altså i højst 2 ½ år. De næste 2 år udgør efterlønnen højst 80 pct. af højeste dagpengesats og i resten af efterlønsperioden højst 60 pct. heraf.

For deltidsforsikrede kan efterlønnen højst udgøre 2/3 af satsen for fuldtidsforsikrede.

Efterlønsmodtagere må efter forslaget have erhvervsarbejde, herunder ikke-indtægtsgivende arbejde, i sammenlagt højst 200 timer om året.

Medlemmer, der udtræder eller udelukkes af ordningen, kan ikke genindtræde i denne.

Administrationen af ordningen foreslås varetaget af arbejdsløshedskasserne.

Forslaget svarer i principperne til det forslag, der blev fremsat den 13. april. Som en væsentlig ændring indeholder forslaget nu en overgangsordning for forsikrede, der ikke har haft mulighed for optagelse i en statsanerkendt arbejdsløshedskasse før den 1. januar 1977. Overgangsordningen medfører, at bl. a. medlemmer af de 2 arbejdsløshedskasser for selvstændige erhvervsdrivende samt af fiskernes og af uddelernes og højskolelærernes arbejdsløshedskasser får mulighed for at gå på efterløn, selv om de ikke opfylder kravet om 5 års medlemskab, hvis de har indmeldt sig i kassen før den 1. fremsættelse af lovforslaget den 13. april 1978.

Medens der i bemærkningerne til lovforslaget ved 1. fremsættelse var lagt op til, at der skulle ske fradrag i efterlønnen for arbejdsindtægter og for timer, der er medgået til ikke-indtægtsgivende beskæftigelse efter samme regler, som gælder for fradrag i dagpenge, er der i bemærkningerne til nærværende forslag givet udtryk for, at efterlønsmodtagere bør kunne beholde indtægter af de tilladte 200 timers arbejde, uden at der sker fradrag i efterlonnen, ligesom der ikke bor ske fradrag for timer, der er medgået til ikke-indtægtsgivende arbejde af dette omfang. Denne ændring er begrundet i, at regeringen finder det unødvendig stramt både at begrænse efterlønsmodtagernes adgang til arbejde til 200 timer om året og samtidig modregne i efterlønnen for arbejdsindtægten.

Ved fremsættelsen i foråret gav jeg udtryk for, at jeg var parat til at deltage i drøftelse om muligheden for et andet beregningsgrundlag for beregning af efterlønnens størrelse end de sidste 5 ugers erhvervsindtægt, som danner grundlag for beregning af dagpengenes størrelse.

I sommerens løb har bl. a. dette punkt været drøftet, hvilket har resulteret i en ændring i bemærkningerne, således at det nu fremgår, at regeringen finder en længere beskæftigelsesperiode, f. eks. 13 uger, mere hensigtsmæssig.«

Med hensyn til det af arbejdsministeren nævnte lovforslag kan henvises til omtalen heraf i Folketingsårbog 1977-78, side 293ff.

Den af udvalget afgivne betænkning over lovforslaget indeholder bl. a. folgende oplysninger:

»Arbejdsministeren har såvel i skriftlige besvarelser som i samråd understreget, at der er tale om en frivillig ordning, hvorved der gives et tilbud til ældre arbejdsløshedskassemedlemmer, og at ordningen hviler på en enig indstilling fra lønmodtagerorganisationerne.

Endvidere har arbejdsministeren såvel i skriftlige besvarelser som under samråd givet tilsagn om, at der inden lovens ikrafttræden vil blive søgt udarbejdet regler om fradrag i efterlønnen for pensioner og lignende indtægter, der træder i stedet for en mistet arbejdsindtægt.

Det forudsættes, jfr. bemærkningerne til lovforslaget, at sådanne indtægter omsættes til timer ved brug af kassens omregningssats, og at der fradrages for dette antal timer i efterlønnen.

Udvalget har overvejet og med arbejdsministeren haft samråd om spørgsmålet om principperne for, hvornår en selvstændig erhvervsdrivende må anses at være ophørt med sit personlige arbejde i virksomheden og således er berettiget til efterløn.

Arbejdsministeren har over for udvalget understreget, at der i reglerne herom vil blive givet retningslinjer for, hvornår det personlige arbejde må anses for ophørt, herunder om pågældendes indflydelse på virksomhedens drift gennem besiddelse af aktieposter og lignende tilsiger, at han er trådt tilbage fra arbejdslivet. Udgangspunktet vil være det samme, som gælder i relation til selvstændiges adgang til arbejdsløshedsdagpenge.«

Herefter blev lovforslaget af et flertal (S og V) indstillet til vedtagelse med et af arbejdsministeren stillet ændringsforslag, der tilsigtede at sidestille medlemmer, hvis dagpengeret er forlænget efter den midlertidige regel i arbejdsløshedslovens § 55 a, med medlemmer, hvis dagpengeret udløber efter de almindelige regler, med hensyn til efterlønnens størrelse. Der blev endvidere i betænkningen af 2 mindretal, henholdsvis KF og DR, stillet ændringsforslag, der i realiteten var udformet som alternative efterlønsforslag. Med hensyn til den nærmere udformning af disse, de øvrige af nogle mindretal stillede ændringsforslag samt de af mindretallene afgivne mindretalsudtalelser henvises til betænkningen. Uden for betænkningen blev der af Jørgen Jensen (DKP) til 2. behandling stillet 2 ændringsforslag.

Efter at det af arbejdsministeren stillede ændringsforslag var blevet vedtaget og de øvrige ændringsforslag forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling.

I den af udvalget afgivne tillægsbetænkning stillede arbejdsministeren et af udvalget tiltrådt ændringsforslag, der indebar, at efterløn kan ydes til personer, der, uanset at efterløn normalt ikke kan ydes til personer, der modtager ydelser efter lov om invalidepension m. v., frasiger sig retten til invaliditetsydelse.

Efter at dette ændringsforslag var blevet vedtaget, blev lovforslaget vedtaget med 93 stemmer mod 43 (FP, KF og DR), medens 19 (DKP, KrF, VS og EP) hverken stemte for eller imod.