L 215 Lov om ændring af lov om valg til folketinget.

(Vederlag m.v. til medlemmer af folketinget).

Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 226 af 31-05-1979
Efter 1. behandling henvist til udvalget for forretningsordenen.

Loven må ses i sammenhæng med den samtidig gennemførte lov om vederlag til og pension m. v. for de danske repræsentanter i Europa-Parlamentet (De europæiske Fællesskabers Forsamling), se A.I. nr. 20.

Ved de gennemførte ændringer i folketingsvalgloven er det bestemt, at udbetaling af grundvederlag ikke finder sted for perioder, hvori den pågældende oppebærer grundvederlag som repræsentant i Europa-Parlamentet. Det er endvidere bestemt, at eftervederlagsperioden fastsættes på den måde, at medlemsperioder i Europa-Parlamentet sammenlægges med medlemsperioder i folketinget, dog således at perioder, hvori den pågældende samtidig har været medlem af folketinget og af Europa-Parlamentet, kun medregnes én gang, og således at medlemsperioder i Europa-Parlamentet, der tidligere har været medregnet ved fastsættelsen af perioden for eftervederlag ved ophør af medlemskab af Europa-Parlamentet, ikke medregnes ved fastsættelsen af perioden for eftervederlag ved ophør af medlemskab af folketinget.

Det er endelig bestemt, at pension fra folketinget ikke kan oppebæres i perioder, hvori den pågældende oppebærer grundvederlag som repræsentant i Europa-Parlamentet.

Lovforslaget, der blev behandlet sammen med det indledningsvis nævnte lovforslag, blev ved 3. behandling vedtaget med 117 stemmer mod 35 (FP, DKP og VS): 5 (DR) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Poul Dalsager (S), Jørgen Junior (FP), Svend Karlskov Jensen (V), Poul Schlüter (KF), Arne Melchior (CD), Ebba Strange (SF), Ib Nørlund (DKP), Ole Flygaard (DR), Christian Christensen (KrF), Ole Vig Jensen (RV) og Steen Folke (VS)