L 211 Forslag til lov om en løbende jordværdistigningsafgift til staten.

Af: Ole Flygaard (DR) , Ib Christensen (DR) , Niels Mølgaard (DR) og Lis Starcke (DR)
Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter l. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslagets § 1 indeholder bestemmelser, der angiver forslagets formål således:

»at bidrage til større lighed i indkomst- og formuefordelingen ved at sikre samfundet andel i de fællesskabte værdistigninger på jord,

at gøre kapitalanbringelse i jord mindre attraktiv og derved lette erhvervslivets mulighed for kapitaltilførsel,

at bremse jordspekulationen og skabe grundlag for frivillig indkomsttilbageholdenhed gennem inddragelse af de arbejdsfrie kapitalgevinster på jord,

at lette generationsskiftet på land og i by og

at skabe grundlag for lettelser i skatterne på indkomst og forbrug.«

Grundlaget for beregningen af jordværdistigningsafgifter skulle ifølge § 2 være almindelige jordvurderinger foretaget efter de i lov om vurdering af landets faste ejendomme anførte principper.

I §§ 4-8 er angivet de nærmere regler for jordværdistigningsafgiftens beregning.

Om baggrunden for lovforslaget skal henvises til de fyldige ledsagende bemærkninger.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Leif Glensgård (FP), Jeppe Kristensen (V), Hagen Hagensen (KF), Ole Olsen (SF), Karl Møller (DKP), Ib Christensen (DR), Bernhard Baunsgaard (RV) og Mikael Lennart Waldorff (VS)