Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg. Lovens sigte er at anvende dansk gas i Danmark for på denne måde at øge det danske samfunds forsyningssikkerhed ved opbygning af et flerstrenget energisystem og samtidig reducere afhængigheden af importeret olie.

Loven knytter sig nøje til lov nr. 258 af 8. juni 1979 om varmeforsyning, se nærmest følgende sag.

Lovens § 1 bemyndiger således handelsministeren til af statskassen at udvide den ansvarlige kapital i Dansk Olie og Naturgas A/S med et beløb af 865 mill. kr. for at etablere en dansk naturgasforsyning. Ifølge stk. 2 i § I bemyndiges handelsministeren til at yde garanti af statskassen for betaling af renter og afdrag samt andre løbende forpligtelser i henhold til låneaftaler, som indgås af Dansk Olie og Naturgas A/S til finansiering af den del af kapitalbehovet ved etablering og drift af naturgastransmissionsanlæg m. v., som ikke kan dækkes af selskabets egenkapital.

§ 1, stk. 3, bemyndiger handelsministeren til at yde garanti af statskassen for modværdien af 50 mill. DM reguleret i forhold til udviklingen i gasprisen i henhold til aftalen af 20. februar 1979 mellem Dansk Olie og Naturgas A/S og Ruhrgas AG, Essen, om naturgasleverancer til Danmark.

§ 2 lader handelsministeren efter forhandling med finansministeren fastsætte de nærmere vilkår for ydelsen af kapitalindskud og garantier efter § 1, herunder godkende optagelse af inden- og udenlandske lån.

Lovens § 3 omhandler koncessionsspørgsmålet og fastsætter betingelserne for bevillingshavernes bevarelse af eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og udvinding af kulbrinter.

Endelig bestemmer § 4, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Lovforslaget var ledsaget af fyldige bemærkninger, og som bilag var knyttet resumé af aftalerne af 9. marts 1979 mellem DUC og DONG A/S, resumé af aftalerne af 20. februar 1979 mellem Ruhrgas AG og DONG A/S, DONG A/S' resumé og indstilling samt resumé og konklusion fra Kuhn Loeb Lehman Brothers, der havde foretaget den økonomiske rentabilitetsanalyse af det danske naturgastransmissions- og distributionssystem.

Af handelsministerens fremsættelsestale fremgår således, at folketinget ved lovforslaget præsenteres for et af de væsentlige elementer i energiplanen: en dansk naturgasforsyning baseret på egne ressourcer i tilstrækkelige mængder til mange år på den anden side af århundredskiftet, at sikre og øge det danske samfunds forsyningssikkerhed ved udbygning af et flerstrenget energisystem og samtidig reducere afhængigheden af importeret olie.

»Denne mulighed for tingets stillingtagen til dansk naturgas var for blot få år siden vanskelig at få øje på for mange. En positiv vurdering af naturgasproduktionsmulighederne fra DUCs og tilsynets side forelå i foråret 1978 og dermed håndgribelige fakta som udgangspunkt for de forhandlinger, som påbegyndtes i juni 1978 og sluttedes med parternes underskrift den 9. marts 1979.

Forinden og sideløbende hermed har en række centrale og lokale myndigheder i samarbejde med Dansk Olie & Naturgas A/S foretaget et omfattende koordineret forberedelsesarbejde med henblik på hurtigst muligt efter kontraktafslutningen at kunne forelægge tinget et veldokumenteret og rimeligt rentabelt projekt inden for de grænser, som blev afstukket med finansministerens redegørelse af 16. maj 1978 til folketinget om prioriteringen af de offentlige investeringer.

Til forberedelsesarbejderne hører også at placere naturgassen i det danske forsyningsbillede. Rammen herfor er givet med det samtidigt fremsatte forslag til lov om en varmeforsyning. De to forslag er nøje forbundet, og begge fremsættes på baggrund af den energipolitiske redegørelse, ER-79, som tinget præsenteredes for i sidste uge. Perspektiverne for den globale energiforsyning - også på kort sigt - er langtfra lyse.

Naturgassen udgør ikke løsningen på alle vore energiproblemer, men den giver os i årene fremover sammen med andre nødvendige foranstaltninger mulighed for at komme igennem energiproblemerne på ikke væsentlig ringere vis end de lande, hvormed vi samarbejder og konkurrerer, selv om vores udgangsposition i henseende til afhængighed af olieimport ikke er den bedste.

Det må pointeres, at forslaget ikke foregriber fremtidige afgørelser om andre dele af etablering af et flerstrenget energiforsyningssystem. Intet led kan undværes.

Regeringen agter, såfremt lovforslaget vedtages af tinget, på basis af kontrakt af 9. marts 1979 mellem bevillingshaverne i henhold til eneretsbevilling af 8. juli 1962 til efterforskning og indvinding af kulbrinter og deres partnere DUC og DONG om salg og kob af naturgas fra dansk kontinentalsokkel at lade DONG etablere og drive et dansk gastransmissionsnet.

Regeringen vil endvidere i overensstemmelse med procedurereglerne i loven af 1972 om naturgasforsyning meddele DONG eneretsbevilling til indførelse, forhandling, transmission og oplagring af naturgas.

Endelig vil regeringen meddele DONG godkendelse af aftaler af 20. februar 1979 mellem DONG og Ruhrgas AG, Essen, om naturgasleverancer til Danmark og om nødleverancer af naturgas i tilfælde af leveringsforstyrrelser.«

Lovforslaget kom til 1. behandling samtidig med forslag lil lov om varmeforsyning, forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser i anledning af forslag til lov om varmeforsyning m. v. og forhandlingen om handelsministerens redegørelse af 29. marts 1979.

Ved lovforslagets 1. behandling understregede handelsministeren dels lovforslagenes indbyrdes sammenhæng, dels deres indplacering i den bredere energipolitiske målsætning, som var indeholdt i energiplanen »Dansk Energipolitik 1976«. Denne energiplan er kommenteret og på en række områder udførligt behandlet i handelsministerens energipolitiske redegørelse af 29. marts 1979 (ER 79) og de selvstændige bilag, der knytter sig hertil.

Ved lovforslagets 2. behandling udspandt der sig især en heftig debat om indholdet af forslagets § 3, hvor handelsministeren understregede, at godkendelse af kontrakten af 9. marts 1979 mellem DUC og DONG A/S var regeringens ansvar, hvorfor paragraffens indhold alene var et koncessionsspørgsmål.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 99 stemmer mod 43 (FP, KF, DKP og VS); 13 medlemmer (SF og DR) stemte hverken for eller imod.