L 187 Forslag til lov om ændring af ligningsloven

(Fradrag for erhvervsdrivende for administration af merværdiafgift og kildeskat).

Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Lovforslaget havde følgende indehold:

Ȥ 1

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven), jfr. lovbekendtgørelse nr. 462 af 13. september 1978, som ændret senest ved lov nr. 593 af 29. november 1978, foretages følgende ændring:

Efter § 8 D indsættes som ny paragraf:

§ 8 E. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan selvstændige erhvervsdrivende, som er indeholdelsespligtige eller momsregistrerede, fratrækkes 2 pct. af årsomsætningen, dog højst 5.000 kr.«

§ 2

Loven har virkning fra og med indkomståret 1979.«

Som begrundelse for fremsættelsen af lovforslaget anførte forslagsstillerne i bemærkningerne følgende:

»Det er velkendt, at de stadigt stigende byrder, som det offentlige pålægger erhvervslivet, navnlig i form af administration af regnskabsmæssige opgaver, er en meget alvorlig belastning for de mindre næringsdrivende, navnlig små håndværkere og små handlende.

Der vil derfor sikkert være bred tilslutning til at give disse en rimelig godtgørelse.

Lovforslaget sigter på at tilgodese dette hensyn, men samtidig undgå at udgiften for det offentlige bliver alt for følelig. Derfor foreslår man ikke et tilskud, der skal udbetales til virksomhederne, men blot et fradrag i disses skattepligtige indkomst.

Da udgifterne for virksomhederne ikke er ligefrem proportionale med omsætningen, og da store virksomheder har større bærevne, har man sat et fast maksimum på 5.000 kr. Procentsatsen bevirker, at fradraget ikke bliver urimeligt stort for meget små virksomheder.«

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget blev henvist efter 1. behandling, afgav ikke betænkning herover inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Thomas Erik Have (S), Jeppe Kristensen (V), Niels Kallesøe (KF), Ole Olsen (SF), Kaj Hansen (DKP), Bernhard Baunsgaard (RV) og Arne Bjerregaard (KrF)