L 177 Forslag til lov om afgift af papirmasse og varer heraf

Af: Ole Olsen (SF) , Gert Petersen (SF) , Ib Bjørn Poulsen (SF) og Ebba Strange (SF)
Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Med lovforslaget tilstræbtes lagt en afgift på papirmasse fremstillet af frisk træ samt på varer af sådan papirmasse, der indføres fra udlandet. Fritaget for afgift skulle således være papirmasse fremstillet af affaldstræ, genbrugspapir, halm og brugte klude. Afgiften skulle udgøre 1.000 kr. pr. ton af den afgiftspligtige vægt, dvs. varens nettovægt opgjort efter 90 pct. tørstofindhold.

Lovforslaget kom til første behandling sammen med en række andre forslag, som er anført under forslag til folketingsbeslutning om periodiske syn af motorkøretøjer m. v. [af Ole Olsen (SF) m. f).] (se B. II, nr. 40). Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at den afgift, der ville indgå, skulle overgå til det energi- og ressourcefond, hvorom der var stillet forslag i forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en energi- og ressourcefond samt et energi- og ressourceråd, se B. II, nr. 21.

Under forslagets 1. behandling oplyste ministeren for skatter og afgifter, at regeringen ikke kunne tilslutte sig lovforslaget.

En del af ordførerne kunne i større eller mindre omfang tilslutte sig visse principper i lovforslaget, men forslaget mødte ikke uforbeholden tilslutning fra nogen af ordførerne, og skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Ritt Bjerregaard (S), Ole Maisted (FP), Uffe Thorndahl (FP), Hans Jørgen Holm (V), Birgith Mogensen (CD), Annelise Gotfredsen (KF), Ole Olsen (SF), Kaj Hansen (DKP), Niels Mølgaard (DR), Svend Haugaard (RV), Arne Bjerregaard (KrF) og Mikael Lennart Waldorff (VS)