Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.
I kapitel I angives lovens område og formål, idet § 1 bestemmer, at loven omfatter den erhvervsmæssige udnyttelse af havets levende ressourcer på og uden for dansk fiskeriterritorium, dog med undtagelse af havpattedyr.
Om lovens formål hedder det i § 2, at den skal sikre, at udnyttelsen af de for Danmark disponible levende ressourcer fra havet i videst muligt omfang sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af en række hensyn, som nærmere er nævnt i § 2, stk. 2.
Kapitel II indeholder bestemmelser om regulering af fiskeriets udøvelse. Fiskeriministeren udarbejder i henhold til lovens § 3 for hvert kalenderår retningslinjer for fiskeriets udøvelse og kan efter §§ 4-6 foretage de nødvendige foranstaltninger til regulering af fiskeriet, herunder fastsætte regler om
I) opdeling af de disponible fangstmængder tidsmæssigt og på farvande,
2) hel eller delvis standsning af fiskeri efter og landing af nærmere specificerede arter eller nærmere vilkår herfor, når fangstniveauet for den pågældende fiskeart i forhold til de disponible fangstmængder tilsiger dette,
3) fordeling af de disponible fangstmængder med nærmere fastsatte kvoter for grupper af fartøjer, for enkelte fiskerfartøjer eller for redskabstyper,
4) fordeling af de disponible fangstmængder med henblik på deres anvendelse, herunder til foder- henholdsvis konsumformål,
5) den maksimale fisketid, antallet af landinger og de tilladte fangstmængder pr. landing,
6) særlige kvoter inden for de disponible fangstmængder til dækning af bifangster.
§§ 5-6 indeholder nærmere regler for ministerens adgang til at gøre fiskeri afhængigt af en tilladelse (licens).
Lovens kapitel III indeholder regler om regulering af fangstkapaciteten.
Ifølge § 7 kan fiskeriministeren med henblik på en tilpasning af fiskerflådens kapacitet til de fiskerimuligheder, der er til rådighed, gøre anvendelsen til erhvervsmæssigt fiskeri af fartøjer over 5 BRT, der ikke tidligere her i landet har været registreret som fiskerfartøjer, betinget af en særlig tilladelse.
Fiskeriministeren kan endvidere fastsætte regler, hvorefter fartøjsombygning, der øger fangstkapaciteten, gøres betinget af en særlig tilladelse.
Endelig kan ministeren efter § 8 foretage registrering af den til rådighed værende fangstkapacitet.
Kapitel IV indeholder bestemmelser om administration og kontrol, herunder regler om nedsættelse af et rådgivende udvalg til at bistå ministeren ved administrationen af lovens bestemmelser.
I henhold til § 14 optages loven til revision i folketingsåret 1981-82.
Om baggrunden for lovforslaget oplyses i de ledsagende bemærkninger bl. a. følgende:
»De totale fangstmængder, der står til rådighed for dansk fiskeri, er i de senere år blevet væsentligt begrænset, og dansk fiskeri befinder sig nu i en situation, hvor utilstrækkelige fangstmuligheder truer såvel fiskerflådens som oparbejdningsindustriens indtjening.
Indskrænkningerne i fiskerimulighederne skyldes dels den internationale udvikling henimod udvidelse af de enkelte landes fiskeriterritorrium, dels den som følge af en eksplosiv teknisk udvikling af fiskeriet stedfundne overfiskning af en lang række bestande. I områder af væsentlig betydning for EF-landenes traditionelle fiskeri har kyststatens grænseudvidelse medført betydelig indskrænkning i eller endog bortfald af hidtidige fiskerimuligheder. Dette gældet de nordvestatlantiske fiskepladser og farvandene omkring Island og Norge. Også i Østersøen har nyligt stedfundne grænseudvidelser forårsaget tab af traditionelle fangstområder.
Den udvidelse af fiskerigrænserne, som EF-landene har etableret, og den dermed følgende begrænsning eller udelukkelse af 3. landes fiskeri, har ikke kunnet kompensere de tabte fangstmuligheder for de værdimæssigt mere betydningsfulde arter.
Overfiskningen af en række bestande inden for EF-landenes fiskeriterritorier har gjort det nødvendigt for på længere sigt at bevare fiskeriet at begrænse befiskningen.«
Lovforslaget blev fremsat og behandlet sammen med forslag fil lov om midlertidige statstilskud til visse strukturforbedringer m.m. inden for fiskeriet og forslag til lov om midlertidig statsstøtte til fiskerfartøjers ophør med deltagelse i dansk erhvervsfiskeri. (Se nærmest foranstående sager).
Ved 3. behandling blev lovforslaget med enkelte af fiskeriministeren stillede ændringsforslag vedtaget med 97 stemmer mod 43.