L 159 Lov om ændring af lov om folkeskolen.

(Om fagrækken).

Af: Undervisningsminister Dorte Bennedsen (S)
Samling: 1978-79
Status: Stadfæstet
Lov nr. 219 af 23-05-1979
Efter 1. behandling henvist til uddannelsesudvalget.

Loven indebærer, at faget historie fremtidig bliver obligatorisk også på 8. og 9. klassetrin, hvorimod latin udgår som tilbudsfag på 9. klassetrin. Der vil dog være mulighed for at tilbyde undervisning i faget i 10. klasse.

Lovforslaget kom til 1. behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om gymnasieskoler og studenterkursus (se A.I. nr. 137).

Lovforslaget er et resultat af samarbejdet mellem de fem partier bag folkeskoleloven (S, V, SF, RV og KrF), idet disse som et led i justeringen af loven nåede til enighed om at søge fagene historie og idræt styrket og ændre latin fra at være et fag, som der skal tilbydes undervisning i på 9. klassetrin, til et fag, som der kan tilbydes undervisning i på 10. klassetrin.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 75 stemmer mod 41 (FP, KF, CD, DR og VS), medens 5 (DKP og Annelise Gotfredsen (KF)) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Bent Wissing (FP), Bertel Haarder (V), Therkel Christensen (CD), Keld Andersen (KF), Ebba Strange (SF), Gertrud Stjernholm Nielsen (DKP), Alfred Hansen (DR), Christian Christensen (KrF), Ole Vig Jensen (RV) og Steen Folke (VS)