Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Ved loven, der trådte i kraft den 1. oktober 1979, skabes der legale rammer omkring de praktiserende tandteknikeres virksomheds udøvelse.

Det bestemmes således, at ret til at udøve virksomhed som klinisk tandtekniker og betegne sig som klinisk tandtekniker har kun den, der efter at have bestået dansk eksamen som klinisk tandtekniker og have virket som klinisk tandteknikerassistent enten hos en tandlæge eller en klinisk tandtekniker i I år, og som er fyldt 22 år, har modtaget autorisation af sundhedsstyrelsen som klinisk tandtekniker.

Loven indeholder derudover bl.a. regler om kliniske tandteknikeres rettigheder og pligter, tilsyn samt straf.

Om baggrunden for lovforslaget udtalte indenrigsministeren i sin fremsættelsestale bl.a.:

»Med dette lovforslag er der mulighed for at løse et problem, som med jævne mellemrum har været rejst i snart 100 år, nemlig problemet omkring de praktiserende tandteknikeres virksomhedsudøvelse.

Efter den gældende retstilstand kan alle og enhver - uden at der stilles krav om forudgående uddannelse - udøve virksomhed som praktiserende tandtekniker, dvs. forarbejde og indsætte aftagelige tandproteser. Denne virksomhed foregår i konkurrence med tandlægerne, for hvem der imidlertid gælder særlige uddannelseskrav og regler om autorisation, og det er derfor ikke mærkeligt, at sporgsmålet i tidens løb har givet anledning til mange problemer.

Sagen er senest behandlet af et udvalg, der afgav betænkning i 1976. I betænkningen foreslås dels etablering af en offentlig uddannelse af kliniske tandteknikere - som de praktiserende tandteknikere foreslås benævnt for at understrege det forhold, at de arbejder klinisk, dvs. direkte med patienterne - dels at der indføres en offentlig autorisationsordning for denne personalegruppe.

Undervisningsministeriet er nu gået ind for at etablere en offentlig uddannelse af kliniske tandteknikere, og som en naturlig konsekvens heraf finder jeg det herefter rigtigt at der også indfores en autorisationsordning, der forbeholder dette personale - og tandlægerne - adgang til at udfore klinisk tandteknisk virksomhed. En situation, hvor også andre kan udøve denne virksomhed, vil efter min opfattelse kunne skabe en betydelig usikkerhed i befolkningen.

Endvidere indebærer autorisationsordningen, at retten til at betegne sig som klinisk tandtekniker forbeholdes personer, der har gennemgået den offentlige uddannelse eller er omfattet af lovforslagets overgangsregler.

Jeg skal i denne forbindelse fremhæve, at de principper, der normalt ligger til grund for indførelse af autorisationsordninger, er til stede for så vidt angår kliniske tandteknikere. Der er her tale om en virksomhed, der frembyder en vis nærliggende risiko for personskade, såfremt den udøves af ukyndige. Det bør derfor sikres, at personale, der udøver denne virksomhed, har den fornødne uddannelse, og at der er mulighed for at skride ind over for virksomheden, såfremt den ikke udøves forsvarligt.

Yderligere skal jeg særlig fremhæve de foreslåede overgangsregler, der indebærer, at langt størstedelen af de nuværende praktiserende tandteknikere umiddelbart vil kunne autoriseres. For den resterende dels vedkommende vil et bedømmelsesnævn vurdere disses kvalifikationer. Dette nævn kan stille som betingelse for meddelelse af autorisation, at de pågældende gennemgår supplerende uddannelse. Der er således ingen nuværende praktiserende tandteknikere, der ved autorisationsordningens gennemførelse bliver udelukket fra at opnå autorisation som klinisk tandtekniker, uden at der er sket en prøvelse af erhvervede faglige kvalifikationer, og uden at de pågældende, hvis det findes påkrævet, har haft lejlighed til at gennemgå en supplerende uddannelse.«

Efter at 4 ændringsforslag, der var stillet af Erlendsson (FP) og efter dennes orlov optaget af Thorndahl (FP) uden for betænkningen, var blevet forkastet ved 2. behandling, blev lovforslaget ved 3. behandling vedtaget med 126 stemmer mod 8 (nogle FP).