Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende indhold:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte ændringsforslag til lov nr. 219 af 7. juni 1972 om egnsudvikling efter følgende retningslinier:

1. Egnsudviklingsrådet underlægges arbejdsministeren.

2. Egnsudviklingsrådet skal bestå af 20 personer. Arbejdsministeren udpeger 10 personer, og LO udpeger 10 personer. De af LO udpegede skal repræsentere de amter, der har egnsudviklingsproblemer.

3. I de amter, hvor der er egnsudviklingsproblemer, skal der oprettes egnsudviklingsudvalg, hvoraf den ene tredjedel skal udpeges af amtsrådene, den anden tredjedel af fagbevægelsen i de enkelte amter samt den sidste tredjedel af arbejdsmarkedsnævnene.

Egnsudviklingsudvalgene har indstillingsret over for egnsudviklingsrådet ved placering af midler, og det implicerede egnsudviklingsudvalg skal spørges, inden egnsudviklingsrådet træffer beslutning om placering af midler i det pågældende amt.

Det påhviler de enkelte egnsudviklingsudvalg at undersøge behovet for egnsudviklingsmidler i de pågældende amter og at påse, at de ydede bevillinger anvendes i overensstemmelse med bestemmelsen i egnsudviklingsloven.

4. I de virksomheder, der modtager egnsudviklingsstøtte, skal de ansattes valgte tillidsrepræsentanter have

a) fuld indsigt i virksomhedens regnskaber og økonomiske forhold i øvrigt,

b) samme rettigheder som virksomhedsindehaveren, når det gælder ansættelse, afskedigelse, forfremmelse, arbejdets fordeling og produktionens tilrettelæggelse inden for virksomhedens fastlagte budgetter.

5. De virksomheder, der modtager egnsudviklingsstøtte, skal være forpligtet til at indgå en overenskomst med den (de) fagforening(er), hvorunder de ansatte i de pågældende virksomheder sorterer.«

Ved forslagets første behandling afviste handelsministeren forslaget, dels fordi dets vedtagelse ville ændre egnsudviklingsloven til at være en ren beskæftigelsesforanstaltning, dels fordi det ville indføre en ny særlovgivning om arbejdsmarkedsforhold.

Ordførerne for partierne var også kritiske overfor forslaget og fandt ligesom handelsministeren, at området ikke burde overføres til arbejdsministeriet, idet egnsudvikling betyder en regionalpolitisk lovgivning, der går ud på at tilvejebringe en mere ligelig fordeling af erhvervsmulighederne i de forskellige dele af landet. En sådan aktivitet hører naturligt hjemme i handelsministeriet.

Erhvervsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.