B 9 Forslag til folketingsbeslutning om begrænsning af mulighederne for skatteunddragelse gennem transaktioner med aktieselskaber

Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning har følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen snarest muligt at fremsætte forslag om,

1) at retten til at trække skattemæssigt underskud fra i de følgende fem års overskud afskaffes for aktieselskaber, som har ændret virksomhed eller aktionærkreds,

2) at retten til skattemæssigt at fradrage tab ved salg af aktier afskaffes, når salget sker mellem personer og/eller aktieselskaber, som er finansielt forbundne.«

Forslaget til folketingsbeslutning er en uændret genfremsættelse af et i folketingssamlingen 1970-71 fremsat forslag (se Folketingsårbog 1970-71, side 413).

Forslaget blev behandlet sammen med forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af mulighederne for skattecirkus baseret på forskydning mellem renteindtægter og renteudgifter, forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af skattecirkusmulighederne i selskabsskattelovens paragraf 4 m. v. (Forskudt regnskabsår m. v.) og forslag til folketingsbeslutning om stop for skatteunddragelse i forbindelse med etableringskonti og investeringsfonds (se de nærmest følgende sager), alle forslag af Waldorff (VS) og Wilhjelm (VS).

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Enrico Møller Andersen (S), Ove Jensen (FP), Uffe Ellemann-Jensen (V), Villy Jørgensen (CD), Elisabeth Krog (KF), Ole Olsen (SF), Kaj Hansen (DKP) og Arne Bjerregaard (KrF)