Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

»Som et led i bestræbelserne på at afhjælpe de meget alvorlige problemer med anbringelse af det stadig stigende antal flygtninge fra Sydøstasien opfordrer folketinget regeringen til at udarbejde planer for ekstraordinært at modtage mindst 2.000.«

I bemærkningerne til forslaget redegøres for den hidtidige indsats, der af en række lande uden for Sydøstasien er gjort for at modtage flygtninge, idet tallene for de hidtil modtagne flygtninge er anført.

Det siges derefter i bemærkningerne bl. a.:

»... Denne indsats er langtfra tilstrækkelig. I Thailand opholder der sig omkring 145.000 flygtninge og i Malaysia mere end 55.000. Antallet af flygtninge, der kommer til Thailand, Malaysia, Hong Kong og Philippinerne er stærkt stigende. Fra januar til maj 1978 ankom der ca. 2.000 bådflygtninge om måneden, fra maj til august 5.000-6.000 om måneden, i september ca. 8.000, i oktober 12.000 og ikke mindre end ca. 21.000 flygtninge i november.

Trods en betydelig indsats fra UNHCR er det ikke lykkedes at leve op til de tilsagn om genbosætning i tredjeland, man har givet myndighederne i Malaysia og Thailand, hvorfor disse lande fremover vil nægte at give midlertidige opholdstilladelser.

USA har hidtil gjort den største indsats og lovet at modtage 50.000 flygtninge fra Sydøstasien om året under forudsætning af, at andre lande viser en mere markant vilje til at hjælpe.

På den baggrund har Australien lovet at modtage 11.500 flygtninge om året.

Det radikale venstre finder, at det danske tilsagn om inden for den årlige kvota på 500 at modtage ca. 150 flygtninge fra Sydøstasien er alt for lavt, og ønsker, at Danmark skal medvirke til løsning af dette store menneskelige problem ved ekstraordinært at garantere modtagelsen af mindst 2.000 sydøstasiatiske flygtninge.

Partiet forestiller sig, at amterne og kommunerne inddrages i arbejdet med at bosætte og uddanne flygtningene, og mener, at de mange problemer, en modtagelse af 2.000 mennekser fra en anden kulturkreds skaber, kan løses ved at inddrage befolkningen i lokalområderne i bestræbelserne....«

Minister Lise Østergaard understregede regeringens forståelse for det meget store og meget alvorlige humanitære problem, der var baggrunden for forslaget.

Hun redegjorde for regeringens hidtidige indsats på dette område og oplyste i øvrigt, at Danmark i 1979 herudover ville modtage noget mere end 150 indokinesiske flygtninge inden for den globale kvota på ca. 500 flygtninge, som regeringen havde besluttet at indføre som en årlig kvota med virkning fra den 1. januar 1979.

Ministeren understregede det væsentlige i, at bosættelse af flygtninge så vidt muligt burde finde sted i flygtningenes egen kulturkreds.

Hun fremhævede, at Danmark ydede bidrag til løsning af bådflygtningenes problem på andre måder end gennem modtagelse her i landet. Vi ydede betydelig finansiel støtte hertil, hvilket FNs højkommissær havde udtrykt stor tilfredshed med.

Ministeren gjorde opmærksom på, at vi i vores fIygtningepolitik måtte tage hensyn til, at der var store behov over hele verden.

Ministeren oplyste i denne forbindelse bl. a.:

»... Det er højkommissærens anvisning til os, at vi af den årtige kvota ikke anvender mere end 45 pct. til flygtninge fra Indokina, 30 pct. til flygtninge fra Latinamerika og 25 pct. til flygtninge fra andre områder, herunder Afrika. Det er en anvisning, vi principielt tiltræder fra dansk side, og den giver os altså den ramme for indokinesiske flygtninge, der er nævnt tidligere. Vi mener, at det er meget væsentligt, at alle nationalitetsgrupper kan komme i betragtning, idet det bl. a. understreger det rent humanitære aspekt i flygtningearbejdet...«

Trods megen sympati fra forskellig side tilsluttede mange af ordførerne sig disse mere globale betragtninger.

Udenrigsudvalget, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning over forslaget.