B 71 Forslag til folketingsbeslutning om arbejdsløshedsunderstøttelse til selvstændige erhvervsdrivendes ægtefæller

Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

I forslaget til folketingsbeslutning blev det pålagt arbejdsministeren at ændre reglerne for udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge, således at personer, hvis ægtefælle driver selvstændigt erhverv, ligestilles med andre dagpengeberettigede.

Om baggrunden for beslutningsforslaget hedder det i de ledsagende bemærkninger:

»Efter gældende regler sker der indskrænkninger i retten til at modtage dagpenge under arbejdsløshed for personer, hvis ægtefæller er selvstændige erhvervsdrivende. Der henvises herunder til AK cirkulære nr. 78 af 15. november 1974 og AK cirkulære nr. 47 af 18. juli 1975.

De nævnte personer kan ikke få udbetalt dagpenge, medmindre de har haft mindst 130 dages arbejde inden for de sidste 18 måneder, uanset varigheden af deres forudgående tilknytning til arbejdsmarkedet og uanset mangeårigt medlemskab af en arbejdsløshedskasse.

Denne indskrænkende særstilling må anses for at være totalt umotiveret. Hvis den arbejdsløses ægtefælle har et fast og muligvis særdeles vellønnet arbejde i den private eller i den offentlige sektor, sker der ikke af denne grund nogen tidsmæssig indskrænkning i retten til at modtage dagpenge.

Der eksisterer intet holdepunkt for at antage, at den arbejdsløses ægtefælles selverhverv skulle være specielt indbringende. Da dagpengene især har til formål at undgå væsentlig nedsættelse af arbejdsløses levestandard, må disse udbetales efter ensartede regler uanset en ægtefælles indtægt, og især uanset fra hvilken slags erhverv sådan indtægt hidrører.«

Ved l. behandling fik forslaget en overvejende positiv modtagelse af såvel arbejdsministeren som de øvrige partiers ordførere. Arbejdsministeren ytrede således villighed til at løse det i forslaget rejste problem i forbindelse med gennemførelsen af det af regeringen fremsatte forslag til lov om ændring af lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Arbejdsgiverbetaling, nedsatte dagpenge, ferie, forhøjelse af medlemstallet som betingelse for anerkendelse, arbejdsgivernes kontakt med arbejdsformidlingen m. m.) (se A.I. nr. 3), men henledte ligesom regeringspartiernes ordførere opmærksomheden på, at en ophævelse af den såkaldte 130 dages regel ville betyde en merudgift for staten, som der måtte skaffes dækning for på anden måde.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget til folketingsbeslutning, men der kan om den af forslaget omhandlede problematik henvises til omtalen af det ovenfor omtalte regeringslovforslag.
Partiernes ordførere
Svend Taanquist (S), Steen Nymann (FP), Hans Jørgen Holm (V), Arne Melchior (CD), Grethe Fenger Møller (KF), Ole Henriksen (SF), Jørgen Jensen (DKP), Niels Mølgaard (DR), Bent Honoré (KrF), Jens Jørgen Bolvig (RV) og Kurt Hansen (VS)