B 7 Forslag til folketingsbeslutning om forbedrede regler for barselhvile

Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ifølge beslutningsforslaget skulle folketinget opfordre regeringen til i folketingsåret 1978-79 at fremsætte lovforslag om forbedrede barselhvileregler på følgende områder:

1) Udvidelse fra 4 uger til 14 uger af den periode, hvori medhjælpende hustruer og selvstændigt erhvervsdrivende kvinder kan få dagpenge efter barsel, indførelse af særlig graviditetshvile med dagpenge for alle kvinder i erhverv, hvor lægelige hensyn taler derfor, ligesom endelig regeringen skulle opfordres til at undersøge de særlige problemer for de uddannelsessøgende kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel.

Under beslutningsforslagets 1. behandling henviste socialministeren til den netop fra fællesudvalget under børnekommissionen og ligestillingsrådet udsendte betænkning nr. 846/1978 om barselorlov og anførte, at der stadig var en række spørgsmål, som måtte behandles videre og afklares, før man kunne tage stilling til de forbedringer, der måtte gennemføres på dette område. Bl.a. med samme henvisning afvistes forslaget af ordførerne for S, FP og V mens ordførerne for KF, CD, SF og DKP var positivt indstillet over for forslaget eller punkter heri.

Socialudvalget afgav en fælles beretning over dette beslutningsforslag og forslag til folketingsbeslutning om sikring af fødende kvinder og spæde eller nyadopterede børn [af Tove Jørgensen (DKP) m.fl.] og forslag til folketingsbeslutning om barselorlov [af Ebba Strange (SF) m.fl.], se de nærmest følgende sager. Der henvistes heri til det af socialministeren i forbindelse med beslutningsforslagenes 1. behandling fremsatte tilsagn om fremsættelse af forslag om en forbedret barselhvileordning i folketingsåret 1979-80.
Partiernes ordførere
Tove Frederiksen (S), Elisabeth Bardino (FP), Henrik Toft (V), Yvonne Herløv Andersen (CD), Karen Thurøe Hansen (KF), Ebba Strange (SF), Tove Jørgensen (DKP), Alice Hedegaard (DR), Grethe Philip (RV) og Inge Krogh (KrF)