B 67 Forslag til folketingsbeslutning om øget beskæftigelse

Af: Jørgen Jensen (DKP) , Freddy Madsen (DKP) og Ib Nørlund (DKP)
Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter l. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at øge beskæftigelsen ved at:

1. opføre 7.000 flere almennyttige boliger,
2. øge byfornyelsesarbejdet for 2 milliarder kr.,
3. udvide de offentlige investeringer med 4 milliarder kr.,
4. ansætte 20.000 flere i den offentlige sektor,
5. forbyde overarbejde,
6. udvide barselhvilen samt
7. forhøje Statens Uddannelsesstøtte med 1,3 milliarder kr.«

Under l. behandlingen drog arbejdsministeren det til grund for beslutningsforslaget foreliggende beregningsgrundlag i tvivl, idet ministeren ikke mente, at de enkelte punkter i forslaget kunne gennemføres uden en forringelse af betalingsbalancen. For så vidt angik de enkelte punkter i forslaget anerkendte ministeren, at disse var udtryk for en positiv holdning, der lå tæt op ad en række af de overvejelser, regeringen gjorde sig. Ordførerne for SF, RV, DR og VS kunne udtrykke sympati for forslaget eller punkter heri.

Arbejdsmarkedsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Mogens Voigt (FP), Jens Peter Jensen (V), Arne Melchior (CD), Grethe Fenger Møller (KF), Ole Henriksen (SF), Jørgen Jensen (DKP), Niels Mølgaard (DR), Bent Honoré (KrF), Jens Jørgen Bolvig (RV) og Kurt Hansen (VS)