B 100 Forslag til folketingsbeslutning om demokratisering af udpegningen af skatteråds- og amtsligningsrådsmedlemmer samt af formændene for skatteråd, amtsligningsråd, vurderingsråd og skyldråd

Samling: 1978-79
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende indhold:

»Folketinget opfordrer regeringen til ved udnævnelse af medlemmer til skatteråd og amtsligningsråd samt af formænd for skatteråd, amtsligningsråd, vurderingsråd og skyldråd inden for hver enkelt kategori at komme nærmest muligt en fordeling, der svarer til befolkningens synspunkter, som de kom til udtryk ved seneste folketingsvalg.«

Som baggrund for fremsættelsen af forslaget anførte forslagsstillerne bl. a. følgende:

»Efter folketingsvalget den 4. december 1973 har den partipolitiske fordeling af medlemmerne i skatteråd og amtsligningsråd og blandt formændene for skatteråd, amtsligningsråd, vurderingsråd og skyldråd været i meget betydelig uoverensstemmelse med vælgernes politiske anskuelser.

Det er en del af hensigten med den centrale udnævnelse af politisk udpegede kandidater til disse poster, at regeringen i videst muligt omfang skal sikre, at der er overensstemmelse mellem befolkningens synspunkter og sammensætningen af disse organer, som for adskillige borgeres vedkommende har overordentlig stor betydning.

De skiftende regeringer har imidlertid ikke villet eller evnet at leve op til denne selvfølgelige demokratiske forpligtelse, hvorfor det nu må være nødvendigt gennem vedtagelse af dette beslutningsforslag at sikre en demokratisering af udnævnelserne til skatteråd og amtsligningsråd samt til formandsposterne for skatteråd, amtsligningsråd, vurderingsråd og skyldråd.«

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil beslutningsforslaget blev henvist efter 1. behandling, afgav ikke betænkning herom inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Karl Nielsen (S), Uffe Thorndahl (FP), Leif Glensgård (FP), Anders Fogh Rasmussen (V), Hagen Hagensen (KF), Niels Bollmann (CD), Ole Olsen (SF), Freddy Madsen (DKP), Ole Flygaard (DR), Arne Bjerregaard (KrF) og Ole Vig Jensen (RV)