L 96 Forslag til lov om folkeafstemning om atomkraft i Danmark.

Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til udvalget for forretningsordenen.

Forslaget havde følgende indhold:

»§ 1. Tirsdag den 8. maj 1978 afholdes folkeafstemning, hvorved vælgerne får adgang til med »ja« eller »nej« at besvare spørgsmålet: »Skal der inden 1981 påbegyndes opførelse af kernekraftværker i Danmark?«

§ 2. Indenrigsministeren bemyndiges til at træffe foranstaltninger til folkeafstemningens hensigtsmæssige gennemførelse og til at afholde de hermed forbundne udgifter.«

Om begrundelsen for lovforslaget henvises til bemærkningerne.

Et tilsvarende forslag var blevet fremsat af Kjærulff-Schmidt (FP) m. fl. på fremskridtspartiets vegne i november 1975, se Folketingsårbog 1975-76, side 375 og i juni 1977, Folketingsårbog 1976- 77, side 497.

Af lovforslagets bemærkninger fremgik, at forslagsstillerne ønskede forslaget henvist til folketingets energipolitiske udvalg.

Folketingets 1. næstformand foreslog lovforslaget henvist til udvalget for forretningsordenen.

Ved afstemning herom, der dog først foretoges dagen efter lovforslagets 1. behandling, blev det vedtaget med 95 stemmer mod 23 (FP og VS) at henvise forslaget til udvalget for forretningsordenen.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Erik Holst (S), John Arentoft (FP), Ivar Hansen (V), Ib Langsted (CD), John H. Winther (KF), Niels Mølgaard (DR), Ib Nørlund (DKP), Bent Honoré (KrF), Niels Helveg Petersen (RV) og Preben Wilhjelm (VS)