L 94 Lov om ændring af lov om dansk indfødsret.

Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 117 af 29-03-1978
Efter 1. behandling henvist til indfødsretsudvalget.

Efter loven erhverver ægtebarn dansk indfødsret, såfremt enten moderen eller faderen er dansk. Loven har tilbagevirkende kraft, idet børn, der er født den 1. januar 1961 eller senere af ægteskab mellem dansk kvinde og udenlandsk mand, erhverver dansk indfødsret ved, at moderen afgiver skriftlig erklæring herom over for overøvrigheden (i København magistraten) eller anden af indenrigsministeriet bestemt myndighed.

Loven åbner endvidere mulighed for, at et udenlandsk barn, der er adopteret af et dansk ægtepar eller en ugift dansk statsborger, erhverver dansk indfødsret ved erklæringsafgivelse inden barnets fyldte 7. år.

Lovforslaget var identisk med et gentagne gange tidligere fremsat lovforslag, jfr. således Folketingsårbogen 1976-77, side 502. Under udvalgsbehandlingen stillede indenrigsministeren en række ændringsforslag, som udvalget tiltrådte, indeholdende ovennævnte bestemmelser om udenlandske adoptivbørns erhvervelse af dansk indfødsret samt yderligere bestemmelser om adgang til indgåelse af overenskomst med andre stater om automatisk fortabelse af dansk indfødsret i tilfælde af dobbelt statsborgerret under visse nærmere angivne betingelser.

Lovforslaget blev vedtaget enstemmigt med 153 stemmer ved 3. behandling.
Partiernes ordførere
Thomas Erik Have (S), Bent Wissing (FP), Henrik Toft (V), Yvonne Herløv Andersen (CD), Johannes Burgdorf (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Tove Jørgensen (DKP), Alfred Hansen (DR), Jens Jørgen Bolvig (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)