L 61 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand.

(Ændrede regler om refusion).

Af: Tove Jørgensen (DKP) , Jørgen Jensen (DKP) og Freddy Madsen (DKP)
Samling: 1977-78
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Ved lovforslaget foresloges statens andel i en kommunes udgifter til socialbistand efter bistandsloven hævet fra 50 pct. til 75 pct. Samtidig foresloges bistandslovens bestemmelse, hvorefter socialministeren fastsætter et maksimumsbeløb for størrelsen af de udgifter, hvorefter statens tilskud til bl. a. daginstitutioner og plejehjem beregnes, ophævet.

Ved 1. behandlingen viste alene ordførerne for socialistisk folkeparti og venstresocialisterne sig positive over for forslaget, som heller ikke socialministeren kunne tilslutte sig.

Socialudvalget afgav betænkning over lovforslaget den 6. september, men lovforslaget nåede ikke at komme til 2. behandling før folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Inge Fischer Møller (S), Bent Wissing (FP), Henrik Toft (V), Yvonne Herløv Andersen (CD), Palle Simonsen (KF), Ebba Strange (SF), Tove Jørgensen (DKP), Alice Hedegaard (DR), Grethe Philip (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)