L 6 Lov om ændring af lov om styrelsen af kommunernes skolevæsen og af virksomhed efter lov om fritidsundervisning m. v.

Af: Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1977-78
Status: Stadfæstet
Lov nr. 656 af 21-12-1977
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Ved loven gennemføres en række ændringer af styrelsen af de kommunale undervisningsorganer.

De nuværende skolenævn i folkeskolen opretholdes, men sammensættes alene af forældrerepræsentanter. Kommunalbestyrelsen kan dog lade sig repræsentere ved et af sine medlemmer, men uden stemmeret. Plejeforældre, stedforældre og fædre i papirløse forhold tillægges på visse betingelser valgret og valgbarhed ved skolenævnsvalg.

De nuværende fritidskommissioner bortfalder og skolekommissionen består herefter af normalt 13 medlemmer.

Der oprettes som hidtil et ungdomsskolenævn, et fritidsnævn samt et voksenundervisningsnævn i hver kommune.

Skolenævnene ved de amtskommunale gymnasier afløses af skoleråd, bestående af 1 amtsrådsmedlem, 2 forældrerepræsentanter, rektor, 2 lærerrådsrepræsentanter, 2 elevrepræsentanter og 1 repræsentant for det tekniskadministrative personale.

Om baggrunden for lovforslaget oplyses bl. a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Den 22. august 1974 anmodede undervisningsministeren de berørte organisationer og ministerier samt Københavns kommune om at udpege repræsentanter til et udvalg, der skulle have til opgave at fremsætte forslag om antallet og sammensætningen af de i skolestyrelsesloven hjemlede organer samt om valgregler og valgmetoder for disse organer. Udvalget skulle i forbindelse hermed fremsætte forslag til sammensætning af eventuelle samarbejdsudvalg inden for de af skolestyrelsesloven omfattede undervisningsområder samt om, hvilke funktioner og hvilken kompetence der burde tillægges henholdsvis de i skolestyrelsesloven omhandlede organer og samarbejdsudvalgene.

Med hensyn til fordelingen af kompetencen mellem de i skolestyrelsesloven omhandlede organer indbyrdes skulle de ved revisionen af styrelsesloven den 19. juni 1974 fastsatte bestemmelser lægges til grund, medmindre forslag om en ændret sammensætning af organer forudsatte ændrede bestemmelser om kompetencen, eller andre særlige forhold måtte tale herfor. Den ved lovrevisionen fastlagte fordeling af kompetencen imellem kommunalbestyrelser og amtsråd var ikke omfattet af udvalgets arbejde.«

»... I udvalgets betænkning var optaget et udkast til lovforslag om ændring af skolestyrelsesloven. Udkastet dannede grundlag for et lovforslag, der blev fremsat i folketinget den 27. maj 1977 og var til 1. behandling den 1. juni 1977 (FT 1976-77, 2. samling, spalte 5368-5381). Under hensyn til, at de foreslåede ændringer i givet fald skule have virkning fra 1. april 1978 af hensyn til sammenhængen med de kommunale valg i marts 1978, blev det i bemærkningerne oplyst, at lovforslaget ville blive genfremsat straks ved begyndelsen af folketingssamlingen 1977-78 med henblik på en vedtagelse i begyndelsen af samlingen ...«

Lovforslaget adskiller sig i øvrigt på visse mindre væsentlige punkter fra det i folketingsåret 1976-77, 2. samling, fremsatte forslag; der henvises herved til Folketingsårbogen 1976-77, side 487.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 131 stemmer mod 9 (CD), medens 10 (DKP og VS) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Bent Wissing (FP), Hanne Severinsen (V), Ingolf Knudsen (CD), Gerda Møller (KF), Bodil Boserup (SF), Freddy Madsen (DKP), Alfred Hansen (DR), Janne Normann (RV), Christian Christensen (KrF) og Kurt Hansen (VS)